Forskellen på at blive set og blive anerkendt

Under et foto i et boligblad af en sofa med et stort maleri hængende ovenover står:  

Maleriet er af en ukendt kunstner

Da maleriet tydeligt er signeret, studser jeg over formuleringen.

For nylig sendte DR en udsendelsesrække på DR2, Kunstnere i Skagen, der præsen-terede de medvirkende på samme vis som 6 af Danmarks mest anerkendte kunstnere.

Som både billedkunstner og forfatter ved jeg, at der er stor forskel. Berømmelse og anerkendelse tilføjer ikke nødvendigvis noget værdifuldt til ens liv. Alligevel er det en bedømmelse, vi bruger både i forhold til os selv, og den vurdering andre foretager af os.

Utallige er de gange, jeg er blevet spurgt om, hvad jeg laver. Reaktionen er stort set altid den samme: Hvad skriver du om? Hurtigt efterfulgt af spørgsmålet:

- Kan man leve af det?

Er det ikke en pudsig definition af kunst? Ingen spørger, om kan leve for det, men om man kan leve af det.

Deri ligger hele forskellen. Anerkendelse skal helst komme indefra. Jeg kender mange dygtige kunstnere, der kan sælge, men som ikke hviler trygt og roligt i den kunst, de lever af.

At udkomme på et forlag, eller være i stald hos et galleri, er ikke ensbetydende med stor tilfredshed med hverken sit liv eller sit kunstneriske udtryk. Alligevel er det en ambition hos næsten alle kunstnere. Det hører endda med til en kunstneriske uddannelse, at du skal kunne sælge dig selv, sælge det, du skaber, og helst til en høj pris, forstås.

Vi bruger udtrykket at være et menneske. Vi siger ikke, at man gør et menneske, men når vi skal definere nogen, bruger vi det begreb. Selvom der tales meget om, at vi alle leder efter en sammenhæng, både hos os selv og andre. At vi gør, som vi siger. At vi lever i overensstemmelse med vores værdier, og at vore ord og tanker følger handling.  

Jeg ved ikke, hvor langt bagud, dedikation er havnet i forbindelse med penge. At være dedikeret til noget, betyder for mig, at vi handler i overensstemmelse med vores indre, at vi lever i hjertet. Danskere ved, at vi lever i et af verdens rigeste lande. Vi er en nation med overskud, men taler sjældent om, hvad vi skal bruge det overskud til, men mest om, hvordan vi bevarer vores førerposition. Ikke som Bhutan, der debatterer, hvad rigdom og lykke er, men som den danske model, der er rig på penge, og økonomisk vækst som en uundgåelig følge.

Vi behøver flere dedikerede mennesker, og færre der søger anerkendelse. Som mennesker har vi brug for at blive set, som dem vi er, men det er ikke en livsnødvendighed at blive anerkendt.

Hvad er normalt?

Vi lever i en tid, hvor normalitetsbegrebet sættes under lup. Der er sørme mange ting at forholde sig til, udover anerken-delse. P2 radiovært, Minna Grooss, taler om tid.

Det er endnu en af de vante forestillinger, vi har, som vi mere eller mindre bliver tvunget til at tage stilling til. Igennem mere end et år, er jeg vågnet meget tidligt  om morgenen. I forlængelse af debatten om normalitet, har jeg tænkt en del over, hvorfor det dog irriterer mig sådan? Jeg sover det samme antal timer, jeg har det samme antal vågne timer til rådighed som andre, til gengæld har jeg 2 timers tidsforskydning, hvilket jo berører alle sociale relationer.

Jeg laver morgenkaffe før de fleste, men går også tidligt i seng. Hvad betyder indførslen af sommertid og vintertid i den sammenhæng? Men det er ikke bare dyrenes rytme, der forstyrres, det er sandelig osse min. Jeg bliver nemlig træt og vil gerne sove på det tidspunkt, hvor solen stadig brager igennem, længe før solnedgang. Når vi omstiller til sommertid, stiller jeg uret 10 minutter dagligt, hvilket jeg stort set ikke kan mærke, og en uges tid efter, er jeg tidsmæssigt på bølgelængde med resten af Danmar - dog ikke indeni. Hvis jeg levede som Thoreau i Walden i 1854, kunne jeg være hamrende ligeglad med tid og normalitet, selv når normalitet svinger på en skala fra 1-2 timer.

70er generationen er blevet udsat for megen kritik, men vi overser betydningen af den tidsepoke, vi alle lever i og påvirkes af. Tidens krav skifter, og det er næsten umuligt ikke at reagere på det.

Jeg er for nylig snublet over en bog, der viser skitser fra 1962 af byplaner for København. På det tidspunkt var jeg endnu ikke i puberteten, John Kennedy levede stadig, men der sad  byplanlæggere og politikere med planer om udvidelse af København, Århus og Odense, byer, vi nu vader rundt i. Det er mere end 50 år siden, og skete på et tidspunkt, hvor vi i min familie ikke havde vaskemaskine, bil eller sågar fjernsyn. Man skitserede også en broforbindelse imellem Malmø og København! Hvilket betyder, at man planlagde for en fremtid, man hverken kom til at leve i, og slet ikke kendte.

Hvor stammer vores viden om verden fra? Har vi overtaget en opfattelse, der ikke stemmer overens med vores erfaringer, og slet ikke med det, vi er – indeni?

Samfundet opererer stadig ud fra tesen om STORT er godt, og STØRRE er bedst.

Vi arbejder stadigvæk 7-8 timer i den bedste ”sendetid” og lever i familier, hvor hvert enkelt individ deltager i separate enklaver – arbejdsplads, skole og daginstitution. Endnu deler vi måltider og søvn, men der har været talt om døgninsti-tutioner for børn, så børnepasningsbehovet kunne dækkes, og tilpasses voksnes arbejdsliv.

Det er lovpligtigt at bruge sikkerhedssele, men frivilligt at proppe sig med farvestoffer, sukker og fedt. Begge dele kan belaste vores fælles sundhedssystem, men sammenhængen er ikke til at overskue.

Det er ikke sikkert, vi kan blive enige om hvad sund fornuft er, ej heller at leve efter samme pejlemærker, men det ville være superdejligt at vi kunne afstå fra at bedømme os selv og hinanden ud fra et normalitetsbegreb. Hvem der er de skøre, og hvem der er de andre.