At glædes over at have
en have, er vi rigtig mange, der gør. Trods mange års økologisk dyrkning, har jeg dog først fundet ind til varig glæde ved netop vores egen have, da vi sidste år var på havevandring i kommunen, og så, hvor mange andre, der nyder, at haven ikke blot er en ”pryd for øjet”. At andre også har masser af kroge med skvalderkål, ukrudt under alle hækkene, gamle træer, der, som årene går, får knækkede grene og dermed en lidt sjovt udseende krone.
For få år siden skrev jeg en haveartikel, Noahs Ark, fordi jeg syntes, at vores have begyndte at ligne en fredet dyrepark. Vi har fugle i alle varianter, de bygger rede mange steder, også hvor der er frit udsyn, vi har pindsvin, der kaster sig over nedfaldsblommer, og pindsvin, der skider i fryserummet, hvilket ikke lugter særlig rart. Vi har humlebier i hønsehuset, bier og hvepse, der flyver ind på førstesalen – også med lukkede vinduer! - kort sagt en vrimmel af dyreliv, vi mente, var lige i overkanten.
På et tidspunkt læste jeg mig til, at bier og insekter er ret vilde med gule og lilla blomster. Hvilke gror både vildt og i fri dressur i vores have. Tulipaner, lavendler, kornblomster og mælkebøtter – sidstnævnte i et antal, der øges fortvivlende år efter år, indtil en af os tager sig sammen til at slå græsset. Græsset, som i øvrigt aldrig når at blive andet end mos med græstottter med små hvide bellis plus de bittesmå lilla blomster, der ligner stedmoder, men ikke er det. Takket være en fremsynet kommune bliver rabatterne ikke slået, og netop derfor forestiller jeg mig, at fuglene smider frø over det hele, og er med til at øge bestanden af vilde blomster, som jeg først nu indser, er en kæmpe gave.
Tårnhøje gamle fyrretræer, der ikke pynter særlig meget, bliver pludselig et opholdssted for en halv million stære, der er på træk. De kvidrer så højt, at ingen er i tvivl om deres ankomst, og hvis man giver sig tid, kan man opleve sort sol langt væk fra Vesterhavet. Uglerne er vendt tilbage, de tuder i efterårsmørket. og er måske årsagen til at flagermusene har fundet et nyt domicil, tak for det!
Det eneste råd, jeg kan give nye haveejere, er netop at undlade at gøre noget som helst. Hvilket er noget nær det sværeste, man kan. Ikke at fælde store gamle træer, der skygger for alting, ikke at grave brombærbuske op, før de breder sig som ukrudt i haven (og er ret svære at få bugt med, kan jeg hilse og sige). At lade være med at lægge fliser alle steder, hvor det er ret irriterende at flytte havemøbler fra, når man engang imellem slår græsset. Alt det, vi tror, vi ønsker os, når vi får vores første have, hvor vi selv kan bestemme alting.
Jeg takker en fremsynet Anders Morgenthaler og en hel del andre entusiaster, der har sat sig for at lære danskerne et nyt perspektiv på naturen.
Jeg tænker på vores havestil som lidt ”klondyke” agtig, i og med, vi aldrig er nået ”til bunds” i ukrudt og hjørner. Men har alligevel været med til at vedligeholde de habitater, som måske har eksisteret på dette sted i hundreder af år.
I år 2020 skal vi lære at se alt fra nye vinkler, med nye briller og et mere afslappet forhold til vækst, økonomi og trivsel. Selvfølgelig inkluderer det også naturen og haven, selvom det at vende skuden og lære det helt forfra, er noget af en opgave. Så vi skal også lære, at forandringer starter småt, og kan ende stort. Men et skridt ad gangen er helt ok, ligegyldigt hvad vi tager fat på. Held og lykke siger jeg, til os alle sammen!
