Dyrerigets kommentarspor

Jeg stod med barnebarnet nede ved havet og så på sæler. Så huskede jeg pludselig, at min mand og jeg lige havde set en flok marsvin på stranden i Østjylland. Marsvinene fulgte os frem og tilbage i cirklende leg, og vi havde begge glemt, at det også skete sidste år samme sted. Da den 9årige ikke fattede noget som helst af min fortælling, for marsvin var jo ikke meget større end mus!, gik det op for mig, at vi har samme navn til to forskellige dyr. Hjemme slog vi op på nettet, ledte efter billeder af havets marsvin, hvilket ikke er nemt, for de ses ikke ofte i fri dressur.

Hele vores have er økologisk dyrket, dog ikke biodynamisk (selvom vi begge holder meget af filmen om Niels Stokholm ”Der er så meget godt i vente”). Ingen af os har et særligt forhold til dyr, vi har fritgående høns og har haft et par katte, men det er alt. Men da jeg gik tilbage i hukommelsen, dukkede den ene erindring efter den anden op, hvor oplevelser med dyr godt kunne give mig opfattelsen af, at dyreriget kommenterer livet.

For nogle år siden sad jeg en morgen og funderede over tilstanden i mit drivhus. Kunne det tænkes, at planterne afspejlede min egen krise? En gøg kom flyvende, satte sig i skorstenen, kukkede én gang, og fløj væk. Næste morgen sad jeg igen og tænkte over, hvad jeg skulle stille op med mistrivslen i drivhuset. Igen kom en gøg, satte sig i skorstenen og kukkede tre gange, og fløj væk. Den har ikke besøgt os siden.

I 2011 var jeg på en pilgrimsrejse i ørkenen sammen med en lille gruppe. Vi blev eskorteret af en politiofficer, tre betjente og en soldat, der passede på os ude i den del af den ægyptiske ørken, der grænser op til Sudan. En mindeværdig tur, hvor jeg fysisk havde det aldeles rædselsfuldt. Midtvejs stod jeg en aften i teltlejren, og sagde til gruppelederen, at NU kunne jeg ikke mere! Jeg vågnede om morgenen med is i knoglerne, om dagen kunne jeg ikke trække vejret for varme, og jeg havde konstant diarré.

Næste morgen lå jeg og forsøgte at overtale mig selv til at krybe ud af soveposen, da jeg hørte skridt og en stemme sige:

- Godmorgen, der står en Ibis udenfor dit telt!

Jeg nærmest sprang ud af teltet, nåede at se fuglen flyve væk, men dens fodspor udenfor min teltåbning var der endnu. Under morgenmaden underholdt jeg de andre med en historie om, at jeg forfærdelig gerne se en ørn. Et par timer senere var vi ude for at se nogle hulemalerier. Jeg bliver altid meget rørt over at møde fortidens kreativitet.

Vi forlod tavse stedet, jeg kom til at slå følge med politiofficeren, der pegede op på himlen, hvor en kæmpeørn svævede rundt i cirkler over mit hoved.

Vi bor tæt på Østersøen. I sensommeren 2016, sad jeg i haven med en ven, og vi talte om livskriser. En hær af stære lavede Sort Sol over vores hoveder. Indimellem slog fuglene sig ned i vores høje grantræer for at tage en hvilepause. De kunne høres langt væk som en stor fuglegeneralforsamling, hvor alle kæftede op på samme tid.

Sidste sommer lå der en død guldsmed foran min hoveddør.

Imens jeg nu reflekterer over dyrerigets kommentarer til mit liv, falder jeg nærmest over den sammenhæng, at jeg i denne sommer brugte både guldsmeden og de ”lynnedslag” fra ørkensandet, jeg fandt lige inden synet af ørnen i ørkenen, til min seneste Artist Book – Tower of Babel – Before and after (som blev sendt til udstilling i Venedig - med den ene vinge limet på.)

Efterhånden kan jeg ikke lade være med at reflektere over, om der er en form for samklang imellem os og naturen på et dybt niveau, vi ikke ved så meget om.

For hvad forbinder vi med sund fornuft? Betyder det veldokumenteret videnskab - eller erfaring? Er det sund fornuft at handle på trods af fornemmelser og iagttagelser?

Mange berømte videnskabsfolk beretter om hændelser, der ikke kan forstås. De fleste kender både Bohr's og Einstein's citater om det uforklarlige. Der dukker flere og flere beretninger op om alt det, vi endnu ikke anerkender som viden, lige fra den tyske forstkanditat, Peter Wohlleben’s, erfaringer om træers hemmelige liv til neurokirurgen, Eben Alexander’s, nærdødsoplevelser. Mange mennesker tror stadig fuldt og fast på, at det, videnskaben ikke kan dokumentere, er løgn og latin.

Langt de fleste af os erkender, at der findes noget i vores bevidsthed, der ikke kan kortlægges, og alligevel fastholdes teorien om Virkeligheden.

Haveejere ved, at planter ikke bare gror derudaf med omsorg og rigtige jordforhold. At en køkkenhave giver forskelligt høstudbytte år efter år, selvom afgrøderne tilsyneladende får samme pleje, gødning, vand og varme.

Vi konstaterer, at bierne er ved at forsvinde, og forsøger at lokke dem tilbage til naturen.

Er man god til at bage brød, erfarer man også, at dej har sit eget liv, og man ikke altid kan styre processen.

Min erfarne datamatiker ægtefælle påstår, at teknologien er blevet så kompleks, at det nærmest er en umulighed at udregne på forhånd, hvad der kan ske, hvis en bruger ”ved en fejltagelse” trykker på to taster samtidig. I den sammenhæng betyder kompleksitet, at vi forventer så meget af de små ”devices”, vi er blevet afhængige af - fra GPS vejviser, billed-behandling og afsendelse af beskeder, at det kan diskuteres, hvem der bliver robotterne. Giganterne slås om at komme først med nye smarte løsninger på opgaver, der øger vores uvidenhed om de valg, det koster. For det er pudsigt nok mere acceptabelt at være afhængig end uvidende om, hvilke forudsætninger, der ligger til grund for de valg.

En GPS, der stort set opererer med den hurtigste vej fra et sted til et andet, er en dårlig erstatning for en habil kortlæser med god retningssans. Jeg ønsker fortsat at vælge den smukkeste strækning, og er lige glad med, om ruten kan afkortes med 10 min.

Livet er mindst lige så komplekst. Der findes mange uforklarlige hændelser i vores liv. Ingen kan kontrollere alting, ingen kan forudsige fremtiden, og ingen ved, hvordan vores bevidsthed fungerer.

Det er ikke blot religion, vi kan slås om, det er beskrivelsen af den virkelighed, vi går rundt i, samt troen på, at alle de andre deler samme livsopfattelse.