Efter Corona, så ...

Hvorfor er det så svært at lære af sine erfaringer? Trods det, at vi stadig er mange, der husker Niels Meyer’s (DTU) vedholdenhed om fremtidens energiforsyninger og vindkraft (han blev mildest talt grinet ud af banen af både politikere og erhvervsfolk). Det var i midten af 70erne. I dag hyldes vindkraftindustrien som både et smukt eksempel og en god forretningsmodel for Danmark.

Blot eet år før nedlukning af CoronaDanmark blev udbygningen af Kastrup Lufthavn omtalt i både tv og på ministerplan. Halvandet år senere lukkes en stor del af lufthavnen, og fyringer sker i hobetal. Antallet af flyvninger er faldet fra mere end 80.000 til et sted imellem 5.000 og 6.000.

Brexit, ændring af Europakortet og senest forvirring og tumult ved USA’s præsidentvalg,  er nok til at reflektere over, om vores fremfærd ift. fremtiden skal styres af højstemte økonomiske forventninger eller erfaringer om, at alt kan ske i en verden, der er foranderlig, uanset hvad vi tror på.

Brugen af ordet håb, blev fjernet fra mine kursusbeskrivelser for ledere i begyndelsen af dette årtusinde, for som det blev sagt af en fra kursusudvalget:

- Du kan ikke bruge ordet håb i forbindelse med ledelse i en virksomhed, det vil blive opfattet som om, der ikke er ”styr på tingene”. Jeg skal nok finde nogle management ord til at erstatte det med.

Videnskaben har mange gode ting på samvittigheden, men ikke alle svar kan hentes i statistikker og tabeller. Beviser er delt i 3 katagorier: Forskning, opstilling af resultater i statistik/tabeller og en konklusion. Hvis man vil undersøge, om hvorvidt en grå eller en hvid mus løber hurtigst, er det rimeligt enkelt at notere, hvem der kommer først i mål. Hvis man derefter vil forsøge at finde ud af, hvorfor den ene løber hurtigere end den anden, er der snesevis af valg, der tilsammen udgør konklusionen.

Uanset hvor mange kloge forskerhoveder, der i tidens løb har sagt, at intet forskningsresultat er upåvirkeligt af den menneskelige energi/påvirkning/adfærd rykker det ikke meget ved, at samfundet stadig styres efter fortidige modeller.

I denne Covid nedlukning higer vi efter at komme tilbage til normale tilstande. Normalitet er forstået som den økonomiske model, vi har styret efter i mange år: Den rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere. I atomkraftdebatten i 70erne var det gentagne synspunkt, at den beslutning, Danmark skulle tage om indførsel af atomkraft i Danmark skulle tages på baggrund af hardcore facts, og IKKE følelser.

Pudsigt at vi netop i 2020 har fyret adskillige mænd fra topposter på netop den baggrund!

Vi er kåret som et af verdens lykkeligste folk, og alligevel ligger vi i toppen af statistikken, når det gælder livsstils ”sygdomme” som stress, angst og selvmord.

Vores unge har øget medicin- og alkoholforbrug, en stor del mistrives, og vi giver mindre børn medicin for manglende trivselssymptomer og adfærdsreguleringer.

ALLE advarselslamper blinker, men hvad gør vi ved det?

En af de mest brugte politiske vendinger er:

- Det er for dårligt, at ………………..

Det er en menneskeret at kritisere, men det bør også være en menneskeret at sætte ord på de visioner, der skal rette op på den kritik.  

Hvornår taler den første politiker om visioner for fremtiden?

Hvorfor er medierne så tavse, hvis der er én, der gør?

Hvorfor skrev danske medier ikke for flere år siden om præsidentkandidaten, Marianne Williamson, der dengang stillede op for Demokraterne i USA?

Hvorfor er det stadig tabu at tale om værdier som kærlighed og fællesskab imellem mennesker?

Om ånd og trivsel?

Hvorfor tillader vi, at økonomien står øverst på prioriteringslisten i en tid, hvor flere og flere mennesker oplever, at der findes kræfter udenfor vores fatteevne, som kan ses, høres og erfares af mennesker både indenfor og udenfor de videnskabelige indercirkler?