EKSPERTviden
For ikke mange år siden, udtalte vores daværende statsminister i sin nytårstale en skepsis overfor eksperter. Det medførte mange diskussioner rundt omkring i de små hjem, også her, for hvordan skulle jeg forholde mig til, at en politiker, jeg ikke var enig med, udtalte sig om et emne, jeg var enig i? Det er først nu, jeg erkender, at vores politiske ståsted måske ikke har betydning, samt at vi alle sammen tilhører en kultur, hvor vi er oplært/opdraget til at tro på, at ALT, hvad eksperter siger, er hele sandheden. Jeg anfægter bestemt ikke viden eller uddannelse, men jeg er lodret uenig i, at min erfaring/iagttagelse overhovedet ikke tæller med i en konklusion, som en ekspert udtrykker. Det gælder læger, tandlæger, datamatikere, geologer, botanikere, kokke, økonomaer og bogholdere! Fordi jeg er kunstner, ved jeg bestemt ikke alt om kunst, men det betyder ikke, at den person, jeg taler med skal ignorere mine holdninger/konklusioner eller erfaringer. Ej heller omvendt.
Jeg er gift med en uddannet datamatiker, jeg har indtil flere ingeniører i familien, og konsulterer min læge og min tandlæge som den gennemsnits(!)dansker, jeg også er. Der knækker filmen ofte. Jeg har ikke tal på de mange mennesker, jeg i min fortid som regnskabsfører har spurgt om, de vidste, hvad de fik udbetalt i løn? Langt de fleste svarede, at nej det gjorde de ikke, for de stolede på de tal, Multi Data (som det hed dengang!) skrev på deres lønseddel. At jeg hver eneste gang påpegede, at det jo var mennesker, der sad og tastede de oplysninger ind, som maskinerne skulle udregne, og at det faktum netop ikke gjorde udregningerne fejlfri, havde ingen betydning.
For årtier siden, da de kæmpestore EDB maskiner blev afløst af Personlige Computere, brød jeg mig heller ikke om, at vi som nation gjorde os mere og mere afhængige af en teknologi, som ville ende med at kræve, at alle os, der netop IKKE havde en teknologisk uddannelse, ville ende med at skulle betale for den viden og ekspertise, som det medium ville ende med at kræve!
I dag er jeg hægtet helt af! Jeg fatter ikke en bjælde af alt det teknologiske hejs, jeg bliver ”tvunget” til at benytte mig af, hvis jeg skal sende en pakke med Post Nord, købe noget ind på Internettet, bruge den udvidede skrivemaskine, betale en biblioteksbøde, eller betale et girokort/regning uden netbank. INGEN bekymrer sig tilsyneladende om nedbrud i IT systemer overalt hos læger, hospitaler, apoteker, banker og de offentlige instanser. Jeg kan stadig ikke finde ud af, hvorfor vores skærm, jeg indtil for nylig kaldte en tv skærm, ikke virker, eller hvorfor min pc står af midt i en skriveproces. Det er der, jeg er stærkt utilfreds med vores ståsted lige nu og her.Hvorfor finder vi os i det?
Hvorfor er det svært at blive digitalt frifundet, når vi ikke har en lovgivning, der tvinger os til at anskaffe en pc, en IPad eller en mobiltelefon?
Hvorfor føler jeg mig komplet idiot, hvis jeg ikke ved, hvad en Browser er, ikke kan indstille min pc til at overføre fotos fra mit kamera, eller gennemskue det hav af ledninger, der forbinder min pc til vores ”tv-skærm”?
Hvorfor skal jeg sidde hos lægen og overtales til, at den diagnose, jeg får, måske ikke stemmer overens med de erfaringer, jeg som patient har, og derfor opfordres til at spise piller, der ikke gør mig rask, men blot afhjælper mine symptomer?
Hvorfor skal jeg irettesættes, hver gang jeg har eksperimenteret i min have med roser, tomater eller tulipaner? Hvis udfaldet er godt, er jeg da skrot ligeglad med, om ”man” ikke formerer roser som jeg gør, eller at tulipaners arveegenskaber sidder i løget og derfor ikke kan smitte hinanden via insekter og bier?
Og hvorfor skal jeg bare makke ret og gå fra tandlægen, som aldrig spørger, om jeg ønsker en tandrensning, men forventer jeg bare skal betale ved udgangen med penge, jeg måske ikke har?
Hvornår og hvordan lærer vi at finde frem til en måde, hvor eksperter tilbyder deres viden og ekspertise, og jeg som bruger kan føle mig hørt/set og anerkendt som en del af resultatet?
Jeg kan skrive og har lært at stave i skolen, er forfatter og har skrevet meget i mit liv, men jeg irrettesætter ikke hverken ordblinde eller nydanskere i deres sprogformuleringer, hvis jeg forstår, hvad de siger. Tværtimod er jeg ret stolt over den tillid, de viser mig ved at sende mig mails og breve.
For mange år siden forsøgte et teleselskab at føre sig frem med følgende slogan:
Kommunikation fremmer forståelsen. Kan vi bytte lidt om på ordene?
Forståelse fremmer kommunikationen.
skrevet den 3.4.2023