Fremtiden, hvor ligger den?

I fremtiden vil størstedelen af os bo i byer, fordi flere og flere søger mod byerne.
I fremtiden vil vi bruge netbank, mobiltelefoner, podcasts og køre  elbiler.
I fremtiden vil langt de fleste af os købe ind over nettet.

Hvem siger det, spørger jeg bare? I min levetid er der sket så mange, store forandringer, som ingen kunne forudse, alligevel er fremtidsforskning den nye farve, som alle citerer. Få lægger mærke til, når forudsigelserne alligevel ikke holder stik.

Hvor mange kan for eksempel huske, at det for få årtier siden, blev sagt, at fremtidens landbrug kun kunne overleve, hvis alle småbrug blevet slået sammen, og giganterne overtog?

Hvor mange bankrådgivere sad der rundt omkring i DK og profeterede, at IT aktier var et stensikkkert valg at investere sine sparepenge i?

Hvor mange husker, Niels Meyer, der var ingeniør på DTU i 70erne, plædere for vindmølleenergi, hånet af  både politikere og erhvervsliv, der grinede af hans visioner?

Hvor mange kan huske, forslaget om Motorringen langs Søerne i det indre København?

Når vi forsøger at forudsige fremtiden, glemmer vi det, jeg kalder den lille Uffe/Bjarne eller Donald, der som regel kommer fisende ind fra kulissen, og tager os alle på sengen. Imens vi har blikket stift rettet imod horisonten, kommer de glidende, og prikker til et slumrende punkt indeni os.

Det gælder alt lige fra Occupy Wall Street, Off Grid til længslen efter Stilhed og Selvforsyning. Ind fra højre kommer så en Bonderøv, en Bjarne Corydon, en Trump, en Uffe Elbæk eller en Tea Party bevægelse. Fællesnævneren er, at ingen har forudset eller regnet med den opbakning, der følger i deres kølvand. De danske journalister holdt først op med at gøre grin med Alternativet og Uffe Elbæk, da de så, hvor stor tilslutningen fra befolkningen var.

Grundlæggende er jeg ret positiv mht. fremtiden, men jeg tror også, at jo mere vi ønsker at kontrollere alting, jo flere overraskelser er der i vente. Vores virkelighed består af mange, mange delelementer. Ingen har patent på den, ej heller ikke på fremtiden.

For få årtier siden var der bred enighed om, at store landbrug var fremtiden, og mange mindre landbrug så deres drømme knust, fordi al produktion kom til at handle om profit og størrelser. Det var før mikro bryggerier, mini mejerier, gårdbutikker, Søren Ejlertsen, Camilla Plum og Bonderøven.

Dengang ville alle virksomheder være store, der var sågar nogle, der havde det som prioritet at være den største i verden, der producerede dit eller dat. Sengetøj, medicin eller computere, you name it. Det er jo egentlig en underlig synsvinkel, at en virksomhed skulle eksistere for deres aktionærers skyld. I og med aktionærer hører til det meste flyvske folkefærd overhovedet. Aktiemarkedet er styret af følelser. Flygtige følelser som angst, bekymring og grådighed.

Hvorfor er der stadig få virksomheder, der lægger an til en fremtid, hvor de navigerer efter og holder af at være en niche forretning?

Tænk på alle de forandringer, der er sket bare i din egen levetid. Små samfund, der er bygget op omkring en virksomhed forsvinder før eller siden, hvad enten det er minebyer i Wales, Legoklodser i Billund, Carmen Curlers i Kalundborg, skibsværfter i Helsingør og Odense eller færgetrafik i Korsør.

Der var ikke mange, der marcherede sammen med Martin Luther King i 60erne, der troede, at USA fik Barack Obama som præsident 50 år senere, eller at Nelson Mandela en dag ville blive lukket ud af fængslet og blive præsident i Sydafrika. Eller at Sovjetunionen og Jugoslavien ikke mere står på landkortet.

ALT forandres, og derfor giver det ikke mening, at for eksempel banker tror, vi alle en dag bruger netbank. Folk over hele kloden har ikke de samme drømme. Før eller siden dukker der et menneske op i kulissen, som har føling med lige præcis de behov, der ligger slumrende i tilstrækkelig mange mennesker til at ændre den store dagsorden.

En dag er der en, der stiller sig op på en ølkasse og siger:

At godt nok deler vi en masse vilkår på denne klode, men ligesom vi ikke har én stor fælles virkelighedsopfattelse, har vi heller ikke én stor fælles fremtid. Livet er meget mere komplekst, end at vi kan handle ud fra en teori om, at den ene store gruppe kan sejre over den anden. Jo flere politiske valg, vi hører om, jo tydeligere bliver det, at det er marginaler, der skiller hver eneste vinder fra hver eneste taber. Derfor er det så svært at finde fælles fodslag, hvis vi går ud fra, at vi kan presse vores erkendelser, håb og drømme ned over den anden del af befolkningen. Det gælder både de rige og de fattige, mænd og kvinder, nationer og racer. Vi bliver nødt til at lære at rumme alle forskelligheder.

Hvem ville have troet, at England meldte sig ud af EU? At teknologiaktier ikke var det sikre valg til en rig alderdom? At supermarkeder har fået så mange økologiske varer på hylderne? At folk igen er begyndt at købe tøj i genbrugsbutikker? At hele landet nu er plastret til med gårdbutikker og små virksomheder? At København en dag skulle blive berømt ude i verden på grund af cykler? At Staten har besluttet at sprede sine offentlige virksomheder udover landet? At der skulle køre en Metro i København? At de forretninger, du engang elskede at købe ind i, ikke eksisterer mere? At en venstre statsminister bekender, at fremtiden ligger i alternativ energi?

Derfor giver det ingen mening, at vi tager vores beslutninger for fremtiden efter teorier, der tager afsæt i tendensen lige nu. Fremtidsforskning er et misvisende ord. At konkludere ud fra tidens tendenser er lige så usikker en metode som at spille terninger.