HIP HIP HURRA!

Hvor er der dog mange, mange situationer, jeg som dansker(?) kan glædes over! I forvejen tilhører jeg den gruppe mennesker, som konstant bliver mindet om at glæde mig over de små ting i hverdagen, som jeg overhovedet ikke har svært ved. For der er mange af dem!

Jeg har skrevet dagbog, siden jeg var teenager, og er begyndt at tegne dagbog for et par år siden – det kan anbefales. Det er totalt ligegyldigt, om du kan tegne eller ej, du behøver jo ikke vise det frem. Hvordan jeg selv er nået til det, er en tilbagevendende gåde, al den stund, at jeg i årevis faktisk ikke har turde! Heller ikke når jeg var helt alene hjemme, og det undrer mig stadigvæk!

For kort tid siden begyndte jeg så at tegne små hjerter ved de situationer, hvor jeg huskede, at lige netop den oplevelse var en, jeg glædede mig over. Jeg håbede dermed at opnå følelsen af, at mit liv bestod af utallige små hændelser, så jeg til sidst måtte indse, at nu havde jeg nået mit mål, nemlig at glædes over mit liv, som én lang række hverdagsbegivenheder, hvor glæden var stor! Det er nu lykkedes, men det kom også bag på mig! Derfor besluttede jeg mig for at skrive dem ned:

Det er en glæde at handle i små lokale butikker, hvor de ansatte både ved noget om varen, jeg køber, og udtrykker interesse for mig som kunde.

Som de fleste haveejere glædes jeg over alle de tiltag, jeg igennem årene har foretaget, f.eks. delte blomsterløg, flyttede klumper af små erantis samt de rosenstiklinger, jeg har lavet.

Vi har en 12 år gammel bil, der dels er betalt og mekanikeren siger om den, at den stadig kan køre!

Jeg er god til at lave mad, sylte og bage, og er næsten altid glad for resultatet.

Jeg bor et sted, hvor vi kan se månen stå op og gå ned, solopgange og solnedgange er ofte meget smukke, og vi kan tit se planeter på nattehimlen.

Jeg er hver eneste morgen i slutningen marts, glad for at tjekke mine såede tomatplanter i vindueskarmen, og glædes over alt det, der kan komme ud af et lillebitte frø.

Efter mange trange år med halvdårlig økonomi som kunstner, er jeg endt i en situation, hvor jeg ikke mere behøver at tænke på penge konstant! Måske er det også gevinsten ved at bo i et land, hvor staten udbetaler pension til alle over en vis alder?

Og sidst men ikke mindst har jeg næsten slået flik flak på vej hjem fra en lægevagt i kommunen, der hjalp mig en lørdag aften kl. 22 – og en lokal tandlæge, der fiksede min flækkede fortand, fordi jeg bed i en dårlig flæskesvær.

Og så fremdeles, for jeg kunne pludselig SE, at jeg næsten hver eneste morgen tegnede flere og flere hjerter, og at alle de hjerter udgjorde mit liv. Derfor:

TAK for indsigten om, at vores liv også består af små hverdagsoplevelser, som tilsammen udgør den kæde af begivenheder, som et liv også er. Og så har jeg slet ikke nævnt hverken ægtefælle, naboer, børn, venner eller børnebørn!

skrevet 5.4.2023