For få år siden, så jeg en dokumentarfilm om drivhuse i ørkenområder, der fik tilført renset (hav)vand qua nogle sindrige systemer, jeg ikke ville kunne forklare. Men slutningen husker jeg til gengæld. Da forsøgsprojektet var gennemført, og man kunne se, at grøntsagerne stortrivedes i et tørlagt ørkenområde med ubarmhjertig hede, så var den person - politiker eller investor/erhvervsmand - der skulle bedømme forsøgets succes, ikke særlig imponeret. Fordi?

De mennesker, der ville få løst deres sultproblemer, har ingen penge. Derfor var der intet marked for at kunne sælge den idé.

Når vi taler om løsninger, der i fremtiden skal nedbringe de problemer, vi mener selv at have skabt, er der i de fleste tilfælde ikke tale om uopdagede løsninger, men om, at hvis de bringes i anvendelse, så er der nogen, der ikke tjener penge nok.

Bankerne i Europa befinder sig i den største krise i historien. Selv garvede bankdirektører ved ikke, hvad udfaldet på krisen bliver, fordi alle går ud fra, at vi stadig skal tænke i en økonomisk model, der allerede er forældet. En schweizisk bank, WIR, har eksisteret siden 1934 med en model, der går ud på, at ingen tjener penge på at låne deres formue ud til andre. Systemet er cirkulært, de skabte værdier går tilbage i systemet og bruges til at skabe mere vækst.

Vækst, som vi har lært, handler om at tjene flere penge, forøge formuer, fordi alle iværksættere har brug for kapital. Penge, der vel at mærke skal betales tilbage med renter. Hvorfor skulle man ellers have lyst til at låne penge ud?

For nylig blev jeg spurgt om, hvordan man syede gardiner. Efter en kort forklaring (for det er ikke særlig svært), fik jeg meldingen, at det overhovedet ikke kunne betale sig at sy dem selv, de kan nemlig købes meget billigere i IKEA. Hvem har overskud til at gennemskue konsekvensen af vores valg? Meget, meget få!

Lige så snart vi har lært at affaldssortere, og vurdere den daglige mængde plasticemballage omkring vores fødevarer, hører vi om globale virksomheder, der af økonomiske grunde pakker deres varer ind i størrelsesforholdet 1:10. Ikke blot fordi varerne skal komme frem til kunden i sikker stand, men også fordi man sparer mange penge.

Fordi man fjerner medarbejdernes selvstændige vurdering af, om den vare, de er ved at pakke til forsendelse, kan emballeres mere bæredygtigt, transporteres der kloden rundt luft i papkasser med fly. En transportform, der giver enkeltindivider dårlig samvittighed, hvis vi ikke snart indser flykvoter som vejen frem til at nedbringe CO2 udslip.

I Danmark har vi høje afgifter på bilkøb og benzin, imens vi bygger motorveje og broer som aldrig før.

Den enkelte forbruger får tudet ørerne fulde med madspild og indkøbsvaner, fordi vi har fundet ud af, hvor meget mad den enkelte husstand smider i skraldespanden. Men hvor stor en procentdel af madspildet starter i produktionsleddet? Jeg har set luftfotos af kørende høstmaskiner og indhegnede kvægarealer i en størrelsesorden, vi, som forbrugere, slet ikke har fantasi til at forestille os.

Ligesom mængden af nyhøstet frugt og grønt, der pløjes ned i jorden, før det overhovedet har en chance for at havne på hylderne i supermarkedet. Den nye trend med ”skraldere”, der lever af kasseret mad, smidt i containerne udenfor supermarkederne, skal få os til at stoppe op og revurdere vores indkøbsvaner. Da containerne er låste, forbliver det indtil videre en hemmelighed, hvor MEGET madspild, for foregår uden vores vidende, og ikke mindst konsekvensen af de valg, der skubbes ind under gulvtæppet, sammen med alt det andet, vi heller ikke ”må vide”. I Danmark findes medlemmer af Folketinget, der ikke kunne få baggrundsoplysninger om salget af DONG, reel information om bankpakkerne, eller sågar oplysninger, der kan true(!) Rigets sikkerhed.

Der er mange videnskabsfolk, der kender til opfindelser/teknologier, der kan løse klodens problemer med forurenende biler, madproduktion, tørke og vandmangel. Befolkningen har accepteret brugen af ord som markedskræfter, vækst og forsyningssikkerhed uden at vide, hvilken konsekvens, den ideologi har for vores fælles fremtid. Vores forestillinger om fremtiden er baseret på frygt, kontroltab og beskyttelsestrang. Vi er bange for krige, flygtningestrømme og ressource-mangel, og reagerer ved at låse os fast i tankeformer, der ikke gør os mere trygge, men derimod øger tanken om mere kontrol.

Vi laver handelsaftaler, love om flygtningestrømme, hensigtserklæringer om bæredygtighed og grøn omstilling. Men den virkelige omstilling burde foregå i vores hoveder, så problemer kan løses med et

Hva’ nu hvis?

Jeg er ikke den eneste i verden, der er nysgerrig efter at finde ud af, hvad alle fortielserne indebærer.

Hvorfor kunne nordamerikanske indianere forudsige, at der ville ske store forandringer i den tid, vi lever i?

Hvorfra stammer den viden, der fik sydamerikanske indianere til at profetere afslutningen på en tidsepoke i 2012?

Hvem er det, der skaber de korncirkler, der dukker op rundt omkring i verden?

Hvorfor er det en hemmelighed, at CIA i 60erne brugte remote view som en militær strategi?

Hvorfor hemmeligholdes flyvende objekter i himmelrummet?

HVIS vi ikke er alene i Universet, hvorfor må vi så ikke vide det?

Denne linje i en sangteksst er skrevet for mere end 40 år siden;

VI ER EN DEL AF JER SELV!

Er det så skræmmende?