Hvor blev alle de pruttende køer af?
Siden jeg gik i skole, har jeg haft en vane, som virkelig kunne drive, især min matematik-lærer, til vanvid:
- Jamen, hvor ved man det fra?
Som voksen har jeg været skeptisk, når folk argumenter med henvisning til under-søgelser og statistikker. Under min uddannelse lærte jeg en del om tal, og senere har jeg lagt mærke til, hvor ofte politikere slår modstandere i hovedet med henvisning til tal, statistikker og undersøgelser, som kan laves til at underbygge snart sagt alle syns-punkter med den ene hånd bundet på ryggen. Samfundet har accepteret, at politikere ansætter spindoktorer, samt at erhvervsliv/interesseorganisationer sender lobbyister ned til EU. Det er egentlig ret underligt, at vi fortsætter med at acceptere den form for talmagi som bevismateriale.
Som helt almindelig dansker (måske findes den stereotype betegnelse slet ikke i virkeligheden?) kan man blive mere forvirret end informeret på ganske mange områder.
Filmen ”Klimamysteriet” – kunne for få år siden ses på Filmstriben (bibliotekerne), den ligger nu på youtube, og er lavet af Kaospiloterne i Århus. Filmen handler om klimaforandringer, der ses som et naturligt fænomen, der gentages over lange tidsperioder. Selvfølgelig møder filmens forsker, Henrik Svensmark, modstand, og hvis du heller ikke kan læse neden-stående modstanders indlæg og forstå noget af det, så siger jeg, som skribenten selv, også tak for kaffe.
https://klimarealisme.dk/2019/03/13/punkter-fra-svensmark-force-majeure-rapport/
Nu begynder kampen åbenbart imellem klimaforskerne med os som måbende tilhørere. For i TV2 Nyheder den 3. april kan man på nettet læse to eksperters vidt forskellige svar på en mængde spørgsmål om klimaforandringer. Ingen er i tvivl om, at vi sviner kloden til. At havene fyldes med vores plasticaffald, at vi på alle områder skal rydde op efter vores egen grådighed, så kommende generationer også kan leve her. Men den holdning drukner i debatten om, hvem der har ret, og hvem der tager fejl.
Samtidig råder(!) Etisk Råd landbrugssektoren til fremover at dyrke genmodificerede afgrøder, fordi vi ellers risikerer at havne med en sultende overbefolket klode. Igen - hvem siger det? Hvor stammer denne angst-for-fremtiden reaktion fra? Hvis målet er at gøre befolkninger snotforvirrede, er det nået allerede. Ingen kan gennemskue de udregninger, de forskellige fronter underbygger deres påstande med. En af mine genboere, en nu afdød gammel mand af bondeslægt, startede, hver eneste gang vi stødte ind i hinanden, med at fortælle mig, at hvis hele kloden begyndte at dyrke økologisk, ville der langt fra være mad nok til alle. Hver gang. Selv når jeg vandrede rundt imellem anemonerne iført et ret tåget blik, skulle jeg lige høre dagens prædiken, og jeg fik aldrig spurgt ham, hvor han havde sin viden fra.
Sådan kan man bruge tal, tabeller, regneark og beviser i alt fra debatter om offentlig økonomi til fremtidens pensioner, fup og fiduser i alternative behandlinger, pruttende køer der skader miljøet, samt de enkelte husstandes madspild. Efter at have set de enorme mængder af kasserede ferskner fra amerikanske frugtplantager, allerede inden varerne bliver distribueret til salg i butikkerne, har jeg studset over, hvor tallene for produktionsleddets madspild bliver af? Og hvor havner alle de ukurante agurker og tomater, der produceres i EU landene?
Vi kan alle opstille regneark, der beviser påstande, der tjener vores egne interesser. Tænk på de budgetter, der bliver afleveret til bankerne, eller lyt til de politikere, der fremlægger tal og statistikker, som underbygger deres egne lovforslag - talmateriale, deres politiske modstandere også har adgang til. Alligevel når de modstridende parter sjældent frem til samme konklusion. Hverken når det gælder behov for anlæggelse af flere motorveje, trafikmålinger, byggeri af broer, flere penge til folkeskolelærere, økonomi til fremtidens folkepension, eller økonomisk støtte til landbruget.
Fra Gyldendals store ordbog om Lobbyisme: "Udviklingen er i 1900-t.s sidste årtier gået i retning af at erkende og acceptere lobbyismen som en blandt flere måder at påvirke den politiske beslutningsproces på."
Fra Gyldendals store ordbog om en Spindoktor: "Inden for politik de professionelle medie- og marketingkonsulenter, der rådgiver partierne om, hvorledes medierne og offentligheden skal informeres. Ved en bevidst udvælgelse og strategisk målretning af partiets kommunikation til offentligheden søger de at påvirke og dreje (spin) opinionsdannelsen i en for partiet gunstig retning."
Jeg påstår ikke, at vi kan tage store beslutninger om fremtiden uden at skele til tal. Men i enhver familie tages store beslutninger ikke ved at kaste et blik på nogle tabeller eller regneark. Der er masser af andre hensyn at tage, både i de små familier og på globalt plan. Man behøver ikke at tro på klimaforandringer for at tage vare på klodens ressourcer. Man behøver ikke at tro på dommedagsprofetier om madspild for at mene, det er hul i hovedet at kassere fødevarer. Og man behøver ikke politikere til at mene, at det er nødvendigt at vækste for at udbetale penge til kommende pensioner.
Politikeren, Marianne Jelved, citerer sig selv for igennem årene at have sagt:
- Grundloven har altså ikke afskaffet den sunde fornuft.
Hvordan i alverden skal menigmand kunne gennemskue ekspertviden om noget som helst, når alt efterhånden blandes sammen med økonomiske interesser? At mange forskere selv skal søge fondsmidler fra det private erhvervsliv, øger blot min skepsis ift. forskningsresultater, og at eksperter i næsten alle sammenhænge deler sig i mindst to lejre, gør i hvert fald ikke min forvirring mindre.
I 2002 skrev jeg artiklen "Næsten alt handler om følelser" til magasinet ”Ledelse i dag”. Det var i en tid, hvor alle slog alle i hovedet med fornuft kontra følelser. Det var før finanskrisen i 2008, hvor aktiemarkedet gik helt grassat – som om aktiehandel ikke er følelsernes holdeplads.
Sund fornuft sidder ikke kun i hjernen. Almindelige mennesker får rigelig brug for både skepsis, sund fornuft og en hel del hjerte fremover, når vi skal vurdere risiko og gevinst op imod hinanden. Men på lang sigt hjælper det ikke at handle, fordi man lader sig manipulere af angstprovokerende udmeldinger.
De store forandringer i verden sker ikke nødvendigvis kun ad politisk vej. Hverken en diktator eller en statsleder med hjertet på rette sted, ændrer verden alene. Vi inspireres, og når timing’en er der, rykker vi. Gudrun Schyman, den svenske feminist og politiker, USA’s første sorte præsident Barack Obama, Malala Yousafzai – den unge pakistanske kvinde, der modtog Nobels Fredspris i 2014, Nelson Mandela, der blev præsident i Sydafrika 4 år efter, han blev løsladt fra 27 års fængsel, som delte Nobels fredspris i 1993 med de Klerk. Gro Harlem Brundtland, Norges første kvindelige statsminister, der i 1983 blev udpeget som leder af FN's Miljø- og Udviklingskommision. Alle de nævnte har ikke gjort arbejdet alene, men de har været de første.
En ven sendte mig et foto af Gandhi, der støttende til sin stok vandrer alene i lysskæret fra solen med teksten
- It’s better to walk alone, than with a crowd going in the wrong direction
Når tiden er moden, og vi slipper den angst, medierne bl.a. holder i live ved deres daglige dosis om alt, der kan gå galt i verden, handler vi hver især og sammen. Om økologi og klima, om forbrug og ressourcer, om ensomhed kontra fællesskab, om ånd og videnskab. Det bliver på alle fronter, der tilsammen udgør håbet og visionen om verden som et smukt sted at være – fyldt med kærlighed og tryghed. Undervejs må vi øve os i at vende ryggen til pessimister, økonomer og regnedrenge, der står klar i kulissen med skyts i form af tal og tabeller, der beviser, vi er på det gale spor. Vi må simpelthen øve os i at lade det prelle af.
Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord.
der er øller i min mave, der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad
skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.
Halfdan Rasmussen