Hvad ER lykke?
Sidste sommer ville jeg købe en sjov ”hadegave” til et familiemedlem, og faldt over Meik Wikings lille bog om lykke. Hvis jeg havde forventet at grine hele vejen igennem bogen, blev jeg skuffet, tværtimod blev jeg grebet af den. Jeg har siden tænkt, hvorfor det er lige til højrebenet at ironisere over idyl og film med happy end, når det stort set er det, vi alle sammen stræber efter?
De undersøgelser, forfatteren henviser til, giver bud på en øget lykkefølelse hos de fleste af os. Ikke Instagram lykke, men alle de små hændelser i hverdagen, der gør livet smukt, og som vi sidder og længes tilbage til, når de små er blevet voksne, når vi er flyttet, eller simpelthen er blevet så gamle, at det uundgåelige er sket: Een af os sidder tilbage og savner de andre.
Jeg har ikke tal på de gange, jeg har oplevet turister ankomme til specielle steder på kloden, for på sekundet at hive fat i apparater med tonstunge kameralinser og begyndere at fotografere vidundere. Dig og mig foran Keops pyramiden, dig på Piccadilly Circus eller mig i Emil Noldes have. Det sker før, nogen har nået at blinke, uden at se, lytte, lugte eller mærke, at NU er de her. Nærvær og opmærksomhed er højt prioriteret på kurser i mindfulness, men nu er vi ude i det virkelige liv.
Jeg bor i OmfartsDanmark, derude hvor vi er fredede for innovation såsom Kattegatbroer, gadebelysning eller flersporede motorveje. Vi bor her frivilligt, elsker stilheden, stjernerne på nattehimlen, samt vished om, hvornår det er fuldmåne, og hvor syd og nord ligger.
Sidst jeg var i København, studsede jeg over at passere så mange mennesker på gaden, der overså mig. Først troede jeg, det var alder, men hjemme i min egen provinsby gælder det ikke, så hvad var årsagen? Folk spurtede forbi på fortovet, og jeg hoppede uafbrudt op og ned i rendestenen for ikke at blive mejet ned. På hjemturen filosoferede jeg over, hvor forandret den by er blevet de seneste 25 år, og det gik op for mig, at forskellen ikke blot består i mennesker, der går rundt med hospitalsadfærd (mobiltelefoner) - I ved, patienter med gangstativer, der står i kø foran elevatoren, går rundt på gangene med ledninger trækkende efter sig - men mest giver mig følelsen af fremmedgjorthed. Jeg bor et sted, hvor alle løfter hånden og hilser, når vi passerer hinanden i bil eller på cykel. Vi stopper op, når vi mødes på gåben. Vi taler sammen, når vi står i butikskøen. Vi behøver ikke at kende hinanden, vi taler sammen alligevel. Vi kender de fleste af de butiks-ansattes navne, påskeliljerne gror i bundter langs vejene, ingen stjæler blomsterne. Vi samles én gang årligt for at fjerne affald i samtlige grøftekanter, og frivillige mennesker sørger for arrangementer forår, sommer, efterår og vinter.
I mere end halvdelen af mit liv har jeg været nabo til hestefolde, i min nuværende have gror træer, der blev plantet længe før, jeg blev født. Mindst én gang om ugen tager jeg nybagt brød ud af ovnen med vores egne valnødder – nævn én ting, der slår glæden ved at hive nybagt brød ud af ovnen. Jeg bliver aldrig træt af at hente æg i vores hønsegård, og nyde den mørkegule/orange farve blommerne får fra fritgående høns. At plukke småbitte violer, der kan duftes mange meter væk i hele marts måned, så frø i foråret, der står og fylder vindueskarmene så længe, at man bliver helt glad i låget den dag, det hele kan plantes ud i drivhuset eller køkkenhaven. Så kan man fjerne jord, der år efter år havner der, hvor man ikke vil have det. Afprøve alle de frø, man optimistisk forsøgte at tørre i løbet af sommeren.
Porre-, løg-, basilikum-, tomat- og hokkaidofrø. Man behøver ikke stræbe efter at være helt selvforsynende, det er nok at vide, hvordan man kan avle tomater, lægge spirede købekartofler i jorden, eller samle frø fra sommerblomsterne. Jeg har aldrig fattet, at det skulle være en pinsel, når aftenmørket sænker sig over landskabet i november måned. Alt bliver tyst og stille, her er ikke noget at køre rundt efter, og du kan gå i seng og sove, når det passer dig. Hver gang jeg hiver en bøtte med tomatsauce op fra fryseren, tænker jeg på de varme sommerdage, hvor jeg har plukket mange flere tomater end vi kunne spise, og besluttet at koge endnu en portion til frys, for en ting er stensikkert, det bliver spist!
Duften af optøede havebær i januar måned er vidunderlig, og sådan kan man jo tilføje hverdagsglæder hele året rundt. Syrengrene i april, tulipaner i maj, og bonderoser i juni.
Og så er der de første jordbær, nye kartofler, den allerførste drivhusagurk, morgenkaffen i solopgangen, et nyt føl, der flintrer rundt i folden i det tidlige morgenlys, de første spirer af purløg, overdådige blomstrende roser, barnelatter, fodboldhyl og sensommerens Discovery æbler.
Overfloden i haverne, hvorfra alle deler stiklinger, Clara Friis pærer og drueagurker. Genboere, der passer andres høns, og en af naboens hunde, der kommer fræsende ved lyden af en stemme, den genkender.
Her er syngende lærker i februar, tidlige viber og solsorten, der får lov til alene at synge sine triller i skumringstimen, imens alle andre fugle forstummer.
Glæden er uden ende, og lagt oveni hinanden en efter en, giver det fylde i hverdagen, øger livskvaliteten og i sidste ende ophøjes alle disse små oplevelser til lykke. Så hvorfor krympe sig, når udlændinge kalder os et af de lykkeligste folkefærd i verden? Hvad er der galt med det?