Hvad venter vi på?
Hvis man ønsker, at denne krise skal lære os noget nyt, er det godt at have tålmodighed. Eksperter i medierne taler mest om, hvad vi har gjort galt, men anbefaler mere af det samme. Økonomien skal vendes, arbejdsløshedstallet falde, og vaccinen, der skal redde verden fra undergang inden næste epidemi. Hvor mange taler om at ændre på vores opfattelse af, hvad fremtiden skal indeholde?
Mange mennesker handler i fællesskab og kærlighed, men hvor mange er trygge ved tanken om en reel forandring, der vender op og ned på vaner, dagligdag og opfattelse af, hvordan det hele kan skrues sammen på nye måder?
At vi mister penge er efterhånden en kendsgerning, men vinder vi noget andet? Kan vi skrotte en økonomisk model, der ikke mere virker efter hensigten?
Vores forbrug er accelererende, og selvom kloge hoveder har spået, at nomadevirksomheder – firmaer, der flytter kloden rundt efter billig arbejdskraft – ikke duer fremover, så opfører vi os ikke anderledes.
Forbrugsvaner er et godt sted at starte, da effekten er hurtig og kontant. Danske virksomheder startede efter kun et par uger i karantæneperioden med at fyre mennesker, lukke forretninger og gå konkurs.
Det, der ikke kunne få mennesker til at stoppe klimaændringer og tiltagende forurening med flyrejser kloden rundt, fik epidemien stoppet ved fyringer og fly, der holdt stille på landingsbanerne.
Vi blev opfordret til ikke at hamstre, for der var mad nok til alle. Vores lokale butikker havde dog stadig grøntsager på hylderne, som var transporteret fra hele verden. En ting er, at man i starten af 60erne hverken kunne købe avocadoer eller frosne pizzaer, men hvornår er vi, som forbrugere, blevet så afhængige af at spise mad udenfor sæsonen? Madvarer, der kan dyrkes i Danmark?
Du kan købe jordbær så store som bordtennisbolde i marts måned. Kartofler fra Ægypten, asparges fra Peru og champignons fra Polen. Du kan købe ost fra Frankrig, skinke og spegepølse fra Italien og porrer fra Holland. I perioder kan vi købe lammekød fra Irland, oksekød fra New Zealand, kirsebær fra Tyrkiet, tomater fra Israel og blåbær fra Chile.
Tænk hvis vi ikke blot lod være med at flyve på forlængede weekends, skiferie eller og droppede rejser til den anden ende af kloden i sommerferien, men også lagde vores madvaner om?
OG ændrede vores opfattelse af arbejdsløshed, som et fyord, som ikke kan accepteres efter endt uddannelse? Fordi en uddannelse altid skal munde ud i et prestigefyldt job, der enten giver mange penge eller placerer os bag en pc ved et skrivebord?
Ligesom det er helt hul i hovedet, at forældre skal arbejde hjemmefra, samtidig med at børn skal holdes i gang med lektier, et fænomen, jeg undrer mig over, nogen overhovedet finder sig i, undrer det mig også, at vi ikke sætter os ned og finder ud af, hvordan vi fremover producerer langt mere af vores egen mad. Ikke bare som selvforsyning, men som en samfundsmodel.
Som forbrugere kunne vi begynde at afkode vores holdning til al det isenkram, vi er blevet prakket op, som ikke kan repareres, fordi ”det bedre kan betale sig at købe nyt”. Siger hvem?
Vores hjem er proppede med fladskærme, køkken- og havemaskiner, Ipads og Iphones, men alligevel giver folk giver hinanden gode råd om, hvordan man ”skal bruge sin tid”. Det er blevet et problem at få for ”megen tid”. Træningscentre er lukkede, men folk kan stadig bevæge sig, gå, cykle og motionere. Vi har tid til samvær med familien og børnene. Alt det, vi før slet ikke havde tid til at tage os af.
I slutningen af 70erne var der demonstrationer for BT klubben. Konflikten handlede i bund og grund om den udvikling, der blev anset for uundgåelig. En gruppe faglærte følte sig overhalet indenom af en teknologi, som kunne erstatte et fagområde, og dermed gøre en gruppe typografer arbejdsløse. I samme periode kørte jeg igennem landskaber, hvor æbleplantager var forladte og misrøgtede. Hundredvis af danske æbler lå og rådnede på jorden, fordi Danmark var blevet medlem af EF, og nu solgte butikkerne udenlandske æbler.
For et par år siden passerede jeg store løgmarker i august måned, hvor avleren kæmpede med en langvarig tørkeperiode og nu forsøgte at vande sine marker med en springler. Ingen tog særlig notits af det, for senere på året var der løg på hylderne i supermarkedet.
I dag er robotter blevet et fænomen, vi tager for givet, men ikke diskuterer, hvem de skal erstatte og hvem der skal betale?
Vi jubler over fællessang på altaner og i medierne. Vi bliver rørte over bamser i vinduerne, og hilser kærligt på hinanden, når vi mødes på gaden. Vi længes efter fællesskab og mening, det gjorde vi også for nogle måneder siden, så hvorfor skulle vi dog vende tilbage til det, vi havde før? Hvorfor prøver vi ikke noget andet?
