Hvilken støbeform passer dig?

Efter en vinter med fysiske svagheder, kan man reflektere over, hvad er sygdom? Hvad måler vi os selv efter? Hvis man bruger en grov, simplificeret model, kan man inddele vores liv i 4 faser:

1. Barndom og ungdom 0 til 20/25 år
2. Voksen og produktiv 25 til 45/50 år
3. På vej mod alderdom 50 til 65 år
4. Pensionist/gammel 66 til ?

Min påstand er, at vi alle sammen måles ud fra en periode, der varer mindre end en 1/3 af vores liv!

1. fase – Barndom og ungdom – lærer vi alt det, der skal bringe os ”videre ud i livet”, kundskaber og viden, vi fortrinsvis lærer i skolen. Plus de erfaringer, vi erhverver igennem praktiske og sociale færdigheder igennem familierelationer og venskaber. Under alle omstændigheder er fasen en proces, der i store træk, går ud på at ruste os til voksenlivet, så vi kan klare os selv, i forhold til andre mennesker og i samfundet (økonomisk).

Selvfølgelig lærer vi langt oppe i årene, men den grundlæggende interesse skabes i barn- og ungdommen. Det er en ren gyser at tænke på, hvor tidligt i livet, vi forventes at vælge vores faglighed og arbejdsliv.

2. fase – Voksenlivet – er det korte spand af år, hvor der er mest ræs på. Vi forventes at skabe en karriere/foretage et jobvalg, vælge en partner, få børn og stable både en bolig og en stabil økonomi på benene. Da vi allerede er dybt præget af den første fase, vælger de fleste af os modeller, vi kender lidt til i forvejen. Vi har stadig i 2019 en meget brugt model, der hedder Villa, Volvo og Vovse, selvom pasformen strammer.

Den anden fase er afgørende for resten af de år, vi går på jorden. Vi opdrages til at komme derhen, vi gør os voldsom umage for at opfylde kravene, og vi klamrer os til tanken om at være produktive, så vi overser tegn på en alt for stram støbeform, såsom stress, alkohol- og stofmisbrug, sygdom eller ”bare” at være havnet i et hamsterhjul, man ikke føler, man har valgt til.

Vi vejes og måles af politikere, samfundet, forældre, venner, banker og kreditforeninger efter vores produktivitet. Alle døgnets 24 timer. Vi har accepteret en velstandsmodel, der helt ned i detaljer angiver, nøjagtig hvor mange timer vi kan holde fri, holde weekend og ferie. Vi skal sove fra kl. 23 til klokken 6, uanset hvilken mennesketype, vi er. Hvis man er i tvivl om sandheden i det, kan man spørge, hvem der har mest gavn af en samfundsmodel, der oppefra dikterer sommertid.

I den anden fase af vores liv, er vi bedst til hårdt fysisk arbejde, at cykle langt, at vandre, feste igennem, passe børn med den ene hånd, imens vi laver mad, kører bil, taler i mobiltelefon eller arbejder ved vores pc. Vi kan klippe hæk på en søndag formiddag, vi kan køre til Italien på 1-2 døgn med flere unger på bagsædet, sove på bilens passagersæde, i en bus, eller på et fly. Vi kan drikke os i hegnet uden nævneværdige fysiske eftervirkninger, hvis det vel at mærke ikke sker hver eneste uge, og vi kan køre trillebøre fulde af grus i stride stænger. Vi kan male huset ud- og indvendig, vi kan være oppe hele natten, og vi kan arbejde røven ud af bukserne nærmest konstant. Indtil vi en dag – PUF! ikke kan holde til alle de krav, vi hidtil har indfriet.

Kort sagt, vi bliver ældre.

3. fase. Det ironiske er, at vi ikke automatisk slækker på kravene til os selv. Vi følger ikke med, og ændrer valg, vi har svært ved at acceptere det skift, der sker i fysikken, når vi har passeret den aldersgrænse, som arbejdsmarkedet holder så skarpt øje med. Det er ikke blot skønhedsidealet, der står for skud, det er selve idéen om, at det optimale, det bedste, det allermest attraktive er, at befinde sig i den produktive fase. Mangel på accept viser sig i stræben efter evig ungdom ved hjælpe af operationer, Botox modellering og fitness. Selvfølgelig skal vi både motionere, spise sundt og have en god søvn, men målet er vel at leve et godt liv i bevægelse, langt mere end at undgå at blive gammel?

Det interessante er, hvorfor vi accepterer denne vækstmodel? Få af os trives med den, og uanset hvor meget vi forsøger at tvinge vores krop, vores energi og kræfter skal vi alle sammen dø til sidst, og at bruge hele den 3. fase til at kæmpe imod alderdom, virker totalt hul i hovedet. Alligevel gør langt de fleste af os netop det.

Vi måler os selv og vores kræfter i forhold til den anden livsfase, som sjældent strækker sig over mere end 20-25 år. Vi lader mindre end en tredjedel af vores liv definere, hvad vi kan, skal og burde gøre. Måske udgør den stræben en stor del af udmattelsen, trætheden og energitabet, fordi vi konstant måler os med en udgave af os selv, vi ikke er mere, og måske aldrig har været? Hvem tænker på børn som produktive væsener in spe? Hvem har overhovedet glæde af at definere os alle sammen som individer, der skal gøre gavn? At yde sit bidrag til fællesskabet er ikke det samme som at være produktiv i en arbejdsmæssig sammenhæng. Hvem er det så, der har glæde af, at en 6 årig og en 66 årig skal gøre gavn for at opfattes som en vigtig del af helheden?

Når vi tænker os selv ind i en kontekst af økonomi, er det ikke underligt, at vi er havnet i fælden af gavn og økonomisk produktivitet for så stor en befolkningsgruppe. Hvis vi kun anser livet som værdifuldt, når vi er i stand til at give økono-miske bidrag til væksten, så har Vorherre ikke tænkt sig særlig godt om, da mennesket blev skabt, og givet os muligheden for udvikling i de år, vi går på jorden. Set i lyset af den tankegang, skulle vi først fødes som 20 årige, og dø som 55 årige. Alle år før og efter er totalt spild af penge.

4. fase, er selve afslutningen. Nogle er bange for at dø, mange er mere bange for måden. Ingen ønsker at dø svækket af sygdom og alderdom. Ingen ønsker at sidde alene på et plejehjem og glo ud ad vinduet, at føle sig ensom, svækket og bange for at være alene. Jeg har engang set teaterstykket ”Man skyder da heste”, så det er ikke en ny overvejelse, at man kan vælge at skyde alle over 65 år. Vi står så tilbage med den biologiske fejl, at ingen bliver født som 20 årige, men det må man så lære at leve med. Det kan være, at teknologien, der har opfundet en metoden til nedfrysning, med tiden kan lære at mikse ønsket om at opgradere produktiviteten og fikse den lille detalje, så vi undgår at spilde penge på børn og unge, der de første tyve år ikke klinger i kasseapparatet.

Selvfølgelig håber hverken du eller jeg, at vi nogensinde når derhen. Men en del af den fremtidige udvikling kan jo passende indebære, at vi reflekterer over, hvorfor vi selv måler os i forhold til så kort en tidsperiode i vores liv, som alderen fra 25 til 50 år er? Hvorfor vi ikke kan ændre adfærd og acceptere, at vores psykiske behov ændrer sig? Og vores fysiske formåen ligeledes? Måske har Vorherre alligevel tænkt sig en anelse mere om, end det lige umiddelbart kan lyde?