Hvorfor al det mismod?
Jeg er ikke medlem af noget nationalistparti, har ikke engang en flagstang i min have, men jeg får tunge øjenlåg, hver gang jeg hører danskere kaste sig ind i debatten om, hvor mange fejl vi har som folkefærd, eller hvor megen kritik, udlændinge kan rasle nedover vores hoveder, lige fra selvtilstrækkelighed til vores manglende gæstfrihed. Er det en københavnerting, den evindelige kamp imellem sjællændere og jyder, storbyboere og folk på landet - eller er det bare alle mod alle?
Måske er det fordi, jeg ikke taler særlig mange sprog, at det går min næse forbi, men jeg hører i hvert fald ikke om andre nationers selvkritik i samme omfang, som danskerne er i stand til. Yep, vi er af og til lidt for selvtilfredse, men er der ikke samme tendens i alle andre lande? Og hvorfor lader vi eet parti rende med vores nationalstolthed? Vi har da masser af ting både at være stolte over, og være lykkelige for? Nu vi er ved lykken, hvorfor skal der rynkes på næsen af et begreb, udlandet har puttet nedover vores land? Gør befolkningen i Bhutan det samme?
Jeg har rejst i ørkenområder i Afrika, fået mange fantastiske oplevelser ud af det, men hver eneste gang, jeg er landet i Kastrup, har jeg haft lyst til at kysse jorden, når jeg steg ud af flyet. Hjemme igen! Hvor jeg er født og opvokset, kender koderne og ved, hvordan jeg skal tiltale fremmede mennesker uden at fornærme nogen. Jeg nyder hvert et græsstrå, jeg passerer på den lange vej hjem, og ser kendt landskab flyde forbi bilruden, glæder mig over alle køerne, der igen græsser på markerne, træerne med eller uden blade, jeg elsker nemlig også de fire årstider.
Møder jeg aldrig idioter i Danmark? Selvfølgelig gør jeg det, men som jeg aldrig bliver træt af at gentage overfor mine børnebørn: Der findes mange dumme mennesker rundt omkring i verden, men husk altid, at der findes flest af de andre!
Vi lever i det, jeg kalder Sortsynstiden. Som forfatter har jeg ofte undret mig over den form for berømmelse, det kan give, at skrive bøger på stoffer, alkohol og almindelig livslede. Den genre topper lige nu, ikke blot for bøgers vedkommende, men i artikler, dokumentarudsendelser, teaterstykker og film kan man godt undre sig over, hvor al håbet skabes, når omdrejningspunktet er misbrug, vold og deroute hele vejen igennem. Når man kan udnævne film og bøger til enten feel good eller chicklit (alene ordet giver mig myrekryb), er det da nærliggende at spørge, hvorfor det er in at skabe kunst udelukkende i feel bad genren?
Vi burde udskifte vores opfattelse af normalitet, hvis det er sandt, at en ud af hundrede har haft en normal barndom, som udelukker forældre med misbrugsproblemer, alkohol, vold eller incest. Hvad skal de 99 af os andre læne os opad? Hvornår bliver det igen moderne at beskrive lykke, glæde og håb i litteraturen og i medierne? I min barndom vrimlede det med danske og amerikanske film, der altid endte lykkeligt, hvor alle personerne grinede sig hele vejen igennem, og alle kastede sig i armene på hinanden til sidst. Pudsigt nok ligger der nu en mængde af disse film på bibliotekernes udlån – Filmstriben – så man kan få mulighed for ved selvsyn at se det idol billede, vi voksede op med. Jeg gætter på, at generationen efter anden verdenskrig havde fået nok af skræmmebilleder, og længtes efter idylliserende versioner af det familieliv, de ønskede at skabe selv.
Jeg læste samtlige Puk bøger, og åd mig igennem Familiejournalerne på besøgene hos min mormor. Som unge i 60erne og 70erne blev vi trætte af al den idyl, som mange af os følte, var overfladisk, og skabte så megen røre i andedammen, at min egen mor blev helt tung i betrækket over al den tumult og oprør, hun sikkert havde fået rigeligt af under begge verdenskrige. Én bemærkning, der virkelig satte sig fast, var dengang hun lidt henkastet sagde:
- Nu har jeg stemt på det parti, du siger, jeg skal, men det gør jeg altså ikke mere. For jeg forstår godt, hvad I gør oprør imod, men jeg forstår ikke, hvad det er I vil!
Nu sidder jeg selv i saksen. Hvis jeg bliver træt af udbuddet af bøger, bibliografier, dokumentarudsendelser, film og teaterstykker, der fokuserer på al det i vores liv, der ikke virkede, så kan jeg kaste mig over kriminalserier eller krimier. Borte har taget film med lykkelige slutninger, dokumentarudsendelser om gode og inspirerende liv, hvis man lige udelukker Bonderøven, Camilla Plum og Søren Ryge, der alle tre også har skrevet bøger. Ren underholdning glider tilsyneladende lettere ned, hvis der er tempo og konkurrence på tapetet, hvilket heller ikke ansporer til ret meget livsglæde, når det kommer til stykket.
Udover at mærke stresssymptomerne, kan man jo bagefter sidde og spørge sig selv, hvorfor er det godt fjernsyn at se folk blive dømt ude, og knibe en tåre?