Novemberkaktus
Hyldest til november
Nu stødte jeg igen på Henrik Nordbrandts digt over denne måneds mangel på snart sagt alt, hvad en solglad dansker kan klage over. Men der må da være andre end mig, der bryder sig om en måned, som giver mulighed for andre glæder end mad på terrassen, havbade i sommernatten og solbadning ad libitum?
Mørke er ikke bare fravær af lys, udtrykket mørketid indeholder alle de glæder, lyse sommernætter ikke giver megen mulighed for at dyrke. Kan det bare være endnu en af forskellene på by og land?
Herude hvor jeg bor, er mørket en tid, hvor man nyder tanken om årets høst, al det forhåbentlig(!) tilvejebragte udendørs arbejde som køkkenhaveskrivere og drivhusejere kan glædes over, især når det er gjort. At fjerne bladene fra græsplænen, som i vores have udgør et tykt tæppe, der ikke danner grobund for muldjord, selv med en bioplæneklipper. Det er ikke alle visne blade, der egner sig til en god kompost.
Drivhuset er klartgjort til vinterhygge, og fremfor alt holder dyrene mund: Duerne (gud ved, hvor de opholder sig i de tre vintermåneder, hvor de ikke kurrer 18 timer i døgnet?), fasankokkene, der spæner rundt og forsøger at holde øje med den flok, der i jagtsæsonen render forvildede rundt på alle marker og tilstødende haver. Pindsvinene og flagermusene er gået i hi, den eneste lyd, vi hører, er spætmejsen, der hakker nødder, og de sjældne skrig fra uglen i nattemørket. Ellers er alt tyst. Og stjernerne! Hvis man er så heldig at bo tilstrækkelig langt væk fra byer, er der stjerner og planeter på mørkehimlen, som aldrig ophører med at interessere mennesker, måske fordi det er det, der kan få os til at mærke, hvor små vi egentlig er, hver især.
På landet er der en uge om måneden, hvor natten oplyses af måneskin, og hele området kan ligge badet i et lys, der er så sært, at det kunne bruges i en gyserfilm. I de områder ved alle, hvornår det er fuldmåne, og vi har lært at skelne imellem optræk til klart vejr med risiko eller mulighed frost, eller kommende snebyger. Tro det eller ej, vi har over en snes år været sneet inde flere gange. Hvilket er en helt speciel fryd for os, der ikke behøver grave os ud til bilen og slingre ud af veje, der ikke er ryddede, fordi sneen vælter ned, og busdriften er indstillet. Alle accepterer uden et kny, at selv togene er forsinkede. Ingen brokker sig, for man kan ved selvsyn se, at alle andre gør deres yderste, og de læger, sygeplejersker og chauffører der bliver nødt til at stride sig igennem, får vores største sympati. Alle andre skutter sig i kulden og må erkende, at godt nok har lønarbejdet i dette land er meget høj prioritet, men der er altså grænser.
November er starten på vinteren, som indleder den mørketid, vi både har fysisk brug for – hvile, ro og refleksion – samt den glæde, der ligger i at sætte tempoet ned. Der er så kort tid til det hele kører i højeste gear igen, så det gælder om at dyrke evnen til at slå en vis del i sædet, som man siger.
Mørket giver os muligheden for at dyrke de glæder, der i Danmark er forbundet med vintertid, såsom aftenskolekurser i yoga, sprogundervisning, gymnastik eller korsang, indendørs sport ikke at forglemme. Vi har, endnu, et af verdens bedste bibliotekssystemer, som udlåner bøger, film og spil. Mange steder fungerer biblioteket som legestue, hvilket man kan opleve en tidlig formiddag i weekenden, hvor far eller mor sidder udmattet i en lænestol og glor på en lille skærm, mens poderne hopper rundt i legeområdet og forsøger at få deres opmærksomhed. En del forældre tager børnene med på biblioteket for låne bøger, og kvikke lærere tager hele skoleklasser med for at øge elevernes læselyst.
Danmark er et lille land omgivet af hav til alle sider. I skolen lærte jeg, at vi bor i et kystklima med milde somre og milde vintre. I alt fald er der ikke mange kilometer til en kyststrækning, ligegyldigt hvor du bor i landet, og gåture langs havet er et tophit på en blæsende kold dag. Især når man kommer hjem igen i varmen, og kan nyde en kop chokolade med flødeskum. Er det et udpræget dansk fænomen, eller dyrkes det i mange andre lande monstro? For alle, der ikke bor lige op ad La Glace konditoriet i København, giver jeg lige en opskrift - alle ingredienser er økologiske
1 liter sødmælk
1 hel plade Bjørnstads 85% mørk chokolade
1 hel vaniljestang
et par friske appelsinskræller x)
4 hele nelliker
1 hel kanelstang
en knivspids peber
sukker efter behag
x) jeg bruger tørrede appelsinskaller (brændeovnen igen), når jeg ikke har friske appelsiner
Mælken sættes på komfuret med vaniljestangen, indholdet er rørt sammen med lidt sukker, hele nelliker, kanelstangen, appelsinskallerne og lidt frisk kværnet sort peber. Mælken fjernes, lige inden den koger. Jeg lader mælken stå og trække med krydderierne et par timer. Derpå brækkes chokoladen i mindre stykker, der smeltes langsomt under lav varme i lidt koldt vand, og når chokoladen er helt smeltet, hældes mælken med krydderierne langsomt i, til begge blandinger er mikset. Det hele varmes igennem, gryden fjernes, lige før chokoladen koger, sies inden væsken hældes i kopperne. En stor klat flødeskum oveni.
Det er ikke verdens hurtigste kop chokolade at lave, til gengæld smager den himmelsk, og én kop er nok pr. person. Det med tid i vintermånederne, er egentlig noget underligt noget. Døgnet har stadig 24 timer, men det føles helt ok, at bruge en time på at lave chokolade og ½ time på at drikke den.
Hvad enten man kan lide det danske begreb hygge eller ej, så tænder vi flere stearinlys, bager mere, laver flere langtidstilberedte måltider i november end i sommerhalvåret. Vi hører radio, lægger puslespil, strikker, læser bøger, har gode samtaler med naboer, venner og familie i de lange halvmørke eftermiddage med den danske nationaldrik, kaffe, i kopperne. Vi kan spille brætspil, se film og lære igen at være i den stilhed, som mennesker i tiden før fjernsynet og pc'en holdt sit indtog i de små hjem, bare accepterede uden at stille spørgsmål ved, om vinteren var nødvendig eller ej.
Man skal lære meget igennem livet, én af tingene er, at det ikke er alt, vores forældre sagde, der var noget ævl. Min far havde nogle skøre idéer, een vittighed, han gentog i det uendelige, og et par sætninger, der genlyder i mit hoved mange år efter hans død. Én af dem var, at der ikke findes dårligt vejr, men kun forkert påklædning! Lige den sidste er jeg lidt tilbøjelig til at give ham ret i. Længe før det blev trendy, begyndte jeg at iklæde mig en skidragt, når jeg skulle udendørs om vinteren. Nu render mange rundt sådan, sikkert fordi at stå på ski i vinterferien er blevet det, alle higer efter. Nu kan man gå rundt i en storby iklædt skidragt, halstørklæde, hue og vanter uden skelen fra forbipasserende iført højhælede støvler, smarte jakker og bukser, imens de synes at tænke, at man virkelig er kommet ind vestfra. Jeg tænker, hold da fest, hvor må de fryse om benene.
Danske vintre er stadig milde, sammenlignet med Norge, Island og Canada, men ligegyldigt hvor meget vi spræller og brokker os, er de kommet for at blive. Måske. Tænk hvis det ikke nødvendigvis fortsætter sådan? Naturen kører i sin egen rytme, og selvom vi har dummet os gebommerligt, og troet, vi kunne opføre os, som det passede i vores kram, så er det i sidste ende naturen, der bestemmer vores levevilkår. Med eller uden november.