Jeg har også været barnebarn engang

Det stritter i mig noget så grusomt, når jeg hører medier citere eksperter, der har fundet frem til bæredygtige løsninger på klimaproblemer, som indebærer, at vi kan fortsætte, som vi plejer.

Her i huset har vi mange diskussioner om bæredygtighed, mest fordi begge parter er interesserede i at opnå et minimum af forbrug med hensyn til elektricitet, benzin og mad. Derfor følger vi selvfølgelig også madspildskampagner, men er af og til alligevel vildt uenige om vores indsats er god nok. Jeg er så gammel, at jeg i min ungdom arbejdede i et udvalg, (nedsat af Handelsministeriet), der skulle oplyse om energi i alle de former, der dengang (osse) var oppe i tiden, som atomkraft og alternative energikilder. Jeg har gået Barsebäck march - i nye træsko! - og råbt med på slogans, som

- Hva skal væk? - Barsebäck!
- Hva skal ind ?  - Sol og Vind!

Energioplysningsudvalget udgav i 1975/76 6 bøger om energi, og jeg har dem endnu. Danmarks stigende elforbrug havde i 1972 en ret opadgående kurve, der startede i 1915, hvor min egen mor var 1 år gammel, og 1. verdenskrig lige var begyndt. Derfor er det ikke underligt, at jeg bliver lettere ophidset over, at min generation får skudt i skoene, at vi bærer skylden for, at havisen smelter, havene stiger og derfor leverer en kuldsejlet klode videre til vores børnebørn.

Vi er alle en del af klimaproblemet, som selv eksperter ikke er enige om. Nogle geologer holder fast i, at mennesket ikke nødvendigvis er skyldige i de klimaforandringer, vi oplever. Menneskers tidshorisont kan ikke opfatte det spand af år, der udgør klimaændringer i denne størrelsesorden. Jeg er ikke uddannet geolog, men tror iøvrigt heller ikke på, at klimaændringerne er menneskeskabte, trods det at vi faktisk opfører os som svin! Et passende sted at sætte ind, er vel hos mig selv.

Hvorfor har jeg så længe accepteret, at mit ur går på batterier? Hvorfor har jeg en elektrisk tandbørste? Hvorfor har vi en espressomaskine og en opvaskemaskine? Jeg har af flere grunde ingen mobil (synes i øvrigt folk ser idiotiske ud, når de går rundt på offentlige steder og taler højt og længe  ind i noget, der ligner en tandbøjle, eller opfører sig som en flok patienter på en hospitalsgang, der slæber sig ad sted bundet til et gangstativ).

Vi har også batterier på telefonen, for ellers virker nummerviseren ikke, og vice versa. Det er alt sammen skidesmart, nogle vil endda benævne det isenkram som uundværligt, men det tæller jo alt sammen i vores energiregnskab.

Jeg har endnu ikke hørt nogen medier citere politikeres eller erhvervsfolks visioner om, at vi skal minimere vores forbrug. Når vi køber mad, når vi bruger el og batterier og når vi skal ”forkæle os selv” ved at tage på langdistanceferier med fly eller bare har en swimmingpool samt to biler i indkørslen. Måske skal vi blot hver især stille og roligt bevæge os igennem selvransagelsen, og finde frem til, hvad der reelt betyder noget i vores liv?

Har vi vænnet os helt af med at gøre tingene selv? Købe os fra alting, til gavn for hvem?

Een ting, jeg er temmelig sikker på, er, det er en alt for halsbrækkende opgave at beslutte sig for at flytte på landet og blive helt selvforsynende. Det kræver energi, kræfter og tid, man slet ikke forestiller sig. Men alt kan vel bruges, hvis man gør bare noget af alt det selv, som vi opfordres til at købe færdigt rub og stub?

En nær ven sagde to ting til mig for længe siden:

Den ene var, at hun havde lært at lytte til mig, også når jeg sagde noget totalt gakgak, såsom at vi jo kunne begynde med at lave flykvoter. Siden havde hun da lært at være mere opmærksom på de vilde idéer, jeg lufter.

I sandhedens interesse var det altså også samme ven, der på min undren over, at vi i vores lille landsby altid møder hinanden, når vi er på indkøbstur 12 km væk, hurtigt replicerede:

- Jamen du kan jo ikke være med i sådan en fælles transport ordning, du har jo ingen mobil!