Min mormor og maskinerne

Inspireret af Olsen Banden sættes en tankerække i gang via en espressomaskine, en sæk vasketøj og en uddannelse.

Flere og flere begynder at udtale sig om danskernes rigdom, og hvad vi bruger den til. I den nyligt afdøde læge, foredragsholder og forfatter, Hans Rosling’s sidste bog, Factfullness, forsøger han for Gud ved hvilken gang at råbe verdens ledere, politikere og magthavere op ved at påvise, hvor godt det står til med økonomien og verden i sin helhed. Han disker op med beviser i form af tal og tabeller i en lind strøm, og har alligevel svært ved at finde fodfæste med sin påstand om, at langt størstedelen af verdens befolkning lever under langt bedre forhold, end vi alle sammen går rundt og tror. På ganske få årtier har de fattigste lande i verden gennemgået en udvikling, der meget snart får dem til at ånde os i nakken – alle os, der går rundt og taler om materialisme, økologisk omlægning og fremtidens mad. Os med gode sundhedsforhold og den gode økonomi.

Bogens læsere kategoriseres automatisk i den fjerde indkomstgruppe i verden (som trods alt ”kun” udgør 1/7 14,2 % af den samlede klodes befolkning på 7 milliarder). Hvis bare halvdelen af hans bevismateriale er sandt, er der sørme grund til at hejse flagene all over, for det går da helt bestemt i den rigtige retning. Måske lige bortset fra, at alle os i gruppe 4 er storforbrugere af snart sagt alting, inklusive en hulens bunke, vi overhovedet ikke har brug for.

Tilbage til min mormor og hendes vasketøj. Det er først under læsningen af Hans Rosling, at det rigtig går op for mig, at min mormor må have vasket alt i hånden – sengelinned, håndklæder og tøj nede i den kælder, hvor jeg aldrig satte mine ben. I betragtning af, at min generation har tænkt, talt og skrevet om vores mødre og mormødre i stride stænger, er det egentlig underligt, at jeg ikke før har skænket det mange tanker.

Jeg er født i en lejlighed i en lille forstad til København, og indtil jeg var 7 år gammel, havde vi kun et toilet uden bad og varmt vand. Rindende koldt vand i køkkenet, og som opvarmning i lejligheden én kakkelovn, der blev fyret med kul (heller ikke der blev jeg bekendt med kælderrummet, hvor kullene må have været opbevaret). Når jeg overhovedet ved dette, er det ikke, fordi det har præget min barndom, men fordi jeg husker min mor tale om den store beslutning, hun som alenemor med en meget lille indkomst, tog, da hun flyttede hen i et nyt boligbyggeri med centralvarme og bad – samt en vaskekælder (som jeg, til forskel fra min storebror udmærket erindrer, i og med kønsrollemønstret var fast forankret i min familie). Det var min opgave at hjælpe min mor med storvasken i de tre dage om måneden, hvor hun dødtræt vendte hjem fra kontoret, og var skrevet op til brug af henholdsvis vaskekælder, tørrerum og strygerulle.

Det er jo heller ikke fordi, det er gået min næse forbi, at min mor aldrig fik sin egen vaskemaskine, men det giver alligevel et gib i mig, da jeg under læsningen griber en skriveblok og noterer alle de materielle forandringer ned, der er sket i mit voksenliv. Rigtig mange af nedennævnte ”nødvendigheder” i dagens familier, havde vi heller ikke, da jeg som nygift flyttede i lejlighed, og rensede gulvtæppet med en gulvskrubbe, hørte musik qua en gammel spolebåndoptager, min mand medbragte osv. Jeg stopper inden der går helt Monty Phyton i den.

Cykler
Køleskab
Dybfryser
Støvsuger
Varmt rindende vand
Telefon
Fjernsyn
Vaskemaskine
Opvaskemaskine
Musikanlæg
El symaskine
Bil
Computere, IPads
Mobiltelefoner
Diverse eldrevne husholdningsmaskiner, have- og værktøj
Plus alles ret(!) til udenlandsrejser med fly

Man kan godt få en anelse klaustrofobi, hvis man tror på, at de resterende 6 milliarder mennesker på kloden får samme trang til at få dækket sine materielle behov.

Her i huset har vi fået foræret en espressomaskine, der laver helt vidunderlig espresso, og ved brug af en mælkekande skummer, kan jeg lave en cappuccino, som jeg selv og mine børnebørn mener, ikke serveres bedre på nogen cafe i hele verden! Maskinen har efterhånden mange år på bagen, og er for længst blevet overhalet indenom af blanke stålapparater, som ikke engang kan få plads i mit køkken. Selv mit største barnebarn, hvis hedeste ønske er en tur i Elgiganten, får tics, da vi sammen ser en stålblank espressomaskine i et blad til en pris af kr. 20.000. 

Så er det, jeg tænker, hvornår stopper det her forbrugscirkus? Hvornår er der nok, der stimler sammen og enes om, at vi har rigeligt? Vi behøver ikke flere teknologiske vidundere, der skal produceres af jordens få ressourcer, og som vi skal knokle for at betale, og ikke

gør os den mindste smule lykkeligere?

Vi har for længe siden passeret målstregen for, hvad der gør mennesker lykkelige – (jeg er personlig mega glad for opfindelsen af vaskemaskinen og rindende vand i hanerne), men ellers?

Bogmarkedet eksploderer i disse år med udgivelser af fagpersoner, læger, hjernekirurger og it folk, der med lige så omfangsrigt et talmateriale, som Hans Rosling’s, påviser, at mennesket besidder en iboende evne til langt større kreativitet/selvhelbredelse/indflydelse på vores livsvalg, end vi er opdraget til at tro. At tiden er inde til at tænke nyt, og det nye ikke består af materielle landvindinger, men beherskelse af de indre kvaliteter, som kunne gøre vores liv meget mere lykkeligt, spændende og ikke mindst fjerne magtesløsheden, der måske ligger til grund for alle de materielle valg, vi træffer.

Man behøver ikke en akademisk uddannelse for at gennemskue, at noget er gået helt galt i menneskets udvikling, når vi sætter så meget på spil for at sikre vores tilværelse, at vi forveksler velstand med lykke og anskaffelse af stadig dyrere materielle goder som tegn på tryghed og det gode liv. Kvindefrigørelsen løste ikke problemerne med varetagelse at de hjemlige dyder. Jeg kan godt lide det amerikanske ord homemaker, fremfor det begreb min mor brugte: (altid i en let nedladende tone) hjemmeløbende madammer. 

Når Sisse Fisker rejser ud til verdens Blue Zones, er det stort set de samme værdier, de pågældende mennesker hylder: Langsommelighed, nærvær, fællesskab, kærlighed til venner og familie. Og MAD. Mad der dyrkes, tillaves og spises – sammen. Alle de ting, jeg har lært af min mormor. Som godt nok aldrig kom til at eje en vaskemaskine, og til sin død havde to små gasblus og en lille gasovn i sit køkken, men aldrig nogensinde gik på kompromis, når det gjaldt madens kvalitet. Jeg har aldrig ønsket at overtage hendes liv, men jeg undrer mig over, at vi på bare to generationer, har fjernet stort set alt det, hun levede for med enkelte pennestrøg. At vi skal have videnskabsfolk til at rejse kloden rundt for at genfinde værdier, vi har kunnet overtage via vore forfædre ganske gratis.

Det er ikke bare arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, der skal ændres, men vores grundholdning til identitet trænger også til en revurdering.

I en bog om mor og datter forhold, læste jeg moderens beskrivelse af sin egen mor (og den beskrivelse ligner til forveksling de fleste mødre fra min egen generation, de fleste var gift – enlige mødre er uden for nummer i denne forbindelse).

Moderen, der refereres til i bogen, var ligesom min egen mor, født omkring 1. verdenskrig. Hun var dygtig til boligindretning, kvalitetsbevidst, vidende og havde stor erfaring indenfor det tema. Og datteren, som er på min alder kommenterer moderens faglighed således:

Hun kunne være(!) blevet en dygtig designer.

Det er skønt, at kvinder har fået muligheden for en uddannelse i lighed med mændene. Min egen mor talte hele sit liv om den, hun ikke selv fik, fordi der kun var penge til een uddannelse i familien, og med en bror var resultatet givet på forhånd. Men som kunstner ved jeg også, at vi alt for hurtigt konkluderer og forveksler identitet og succes i livet med uddannelse og arbejdsindtægt.

Jeg ved, at min mormor ikke var en lykkeligere kvinde end os andre, og at hun gerne ville have gået mere i skole end de første syv klasser, men at smide alt hendes erfaring og visdom ud med badevandet, er ikke særlig smart.