Mænd og deres meritter

Jeg er absolut ikke mandehader, men kom også op på lakridserne sidste år, da Me Too bølgen var på sit højeste. Helt ærligt, mand hvad f….. bilder du dig ind?

Selv i 70erne var jeg gift og kunne heller ikke dengang forstå alle de kønskampe, kvinderne var nødt til at gennemgå for at ”få lov til” at indtage deres retmæssige pladser i samfundet. Jeg blev også lidt lang i spyttet og temmelig skuffet over en tv-udsendelse, der tog manderollen under lup, for hvorfor i alverden skulle det være op til kvinderne at bedømme, hvad vi skulle bruge mænd til, hvis de ikke kunne/ville/evnede at fortsætte i samme fodspor, hvor de bevarer magten i verden også over kvinderne? Hvorfor pokker skal jeg svare på det? Hvorfor svarer mændene ikke selv?

Nå, i morges kom jeg – igen - til kort. Jeg støvsugede med vores 30 årige gamle støvsuger, som vi begge elsker i og med motoren er formidabel, den støvsuger sgu! Støv og alskens dippedutter, der ligger rundt omkring, så ingen af os når at reagere, før den siger SVUP! Hvad var nu det? Men noterer at støvsugerposen – igen – skal efterses, inden den smides ud.  Hvad er voksne mennesker egentlig siden, de bruger ordet igen og igen og igen? En lille dreng tisser da kun opad et elektrisk hegn én gang i sit liv!

Imens jeg støvsugede lød et puf – og slangen gik i stykker. ØV!

 

Ned i køkkenet, jeg når lige at snuppe gaffatapen med, inden jeg buldrer nedad trapperne, hvor Einstein er ved at lave yogaøvelser. Da jeg bander og går i gang med at rengøre(!) det stykke, jeg vil sætte gaffa på, er det, jeg oplever IGEN at høre en svag protest. Jeg vælger som ofte før at overhøre den røst (hvor tit har jeg ikke netop mødt modstand mod alle de kreative løsningsforslag, jeg er kommet med?) men denne gang holder jeg mund! OG tak for det. For Einstein ville slet ikke reparere støvsugerslangen med gaffa tape, han i øvrigt mener, ikke vil holde ret længe, men derimod presse det stykke, som hedder ? ud, og derefter klippe det optrevlede stykke støvsugerslange af, og skrue resten på igen. Det blev hermed gjort.

Jeg slår flik flak henad køkkengulvet og jubler over, at jeg lyttede, den løsning var jeg aldrig i livet selv kommet frem til. TAK siger jeg bare.

I mange år har vi levet delt op i to store grupper – i køn, alder og politik. Vi kommer ikke videre, før vi anerkender og respekterer det. Der er ikke så meget godt at sige om alderens fremskriden, udover at man lærer at respektere sig selv mere – også andres meninger. Derfor blev jeg glad over, at jeg evnede at holde mund og lytte, for den endelige løsning blev meget bedre end den, jeg selv havde fundet frem til. Vice versa skal jeg hilse og sige!

Jeg erindrer i skyndingen den glæde, mit store drengebarnebarn (og ikke mindst hans far!) fik i øjnene, da drengen pakkede sin fødselsdagsgave ud, som var et skruetrækkersæt –  64bits.

Jeg kan sandelig også reparere en hel del, men ikke det samme. Jeg hyler stadigvæk op, når husets geni vil rode med el uden at slukke for hovedafbryderen. Jeg har set for mange dumme gør det selv klip på you tube.