Noget at glædes over!
Man skal ikke have levet i ret mange årtier, før man glemmer store, gode begivenheder. Medierne fylder os med så megen rædsel, at det er godt at ruste sig, lave små sedler til ophængning rundt omkring i huset, så vi ikke hopper med på dommedagsprofetierne. Store forandringer tager tid, de sker i tre faser, fornægtelse, nysgerrighed og den mest ironiske, at vi tror, det nuværende altid har været der. Korttidshukommelsen har taget over.
I den tid, min generation har gået på jorden, er der sket så mange omvæltninger og bevidsthedsskred, at vi glemmer, det ikke altid har været sådan. Fra slutningen af 60erne med Martin Luther Kings demonstrationer mod raceadskillelse over den madpolitik, vi i dag opfatter som helt almindelig og til energidebatten, er der sket store forandringer.
Da jeg var ung, lo både politikere og erhvervsfolk over dem, der mente, at Danmark skulle satse på alternativ energi. Vi gik i protestmarch mod Barsebäck, som i vore øjne lå betænkelig nær ved København, og modstanden mod atomkraft var voldsom. Politikkerne blev tvungne til at lytte og beslutte, at vi ikke skulle indføre atomkraft i Danmark. I dag er den kamp fortid, og selv partiet Venstre har en energipolitik, som ville have glædet hele venstrefløjen dengang.
Disse turistfotos tog jeg i lutter begejstring for blot lidt over ti år siden.
I 1989 faldt Berlinmuren, Øst- og Vesttyskland blev forenet efter mere end 40 års adskillelse.
Martin Luther King blev skudt i 1968, Nelson Mandela fik en fængselsdom på livstid, og efter 27 år i fængsel blev han løsladt i 1990. Nelson Mandela blev valgt som præsident i Sydafrika i 1994, og USA fik sin første sorte præsident, Barack Obama i 2009.
De europæiske kolonimagter gik ind i den 3. og sidste fase af afkolonisering af Afrika, der sluttede i starten af 90erne.
Alle disse politiske begivenheder gav genlyd over hele kloden, vi lever i den tredje og sidste fase af de forandrings-processer, der fandt sted over så lang en årrække. Vi har næsten glemt, at det ikke altid har været sådan.
I slutningen af 70erne kunne man se den ene danske frugtplantage efter den anden lukke ned og visne hen, for Danmark var mere end parat til EU standardiserede æbler, samt fjernelse af krumme agurker fra supermarkedshylderne.
Her 40 år senere bugner alle supermarkeder af økologiske madvarer, det er mere end hipt at købe lokalproduceret grønt, kød og honning. Der er så mange gårdbutikker, der sælger madvarer rundt omkring i landet, at det ikke mere er en nem opgave at plotte dem ind på en Danmarkskort. Det vrimler med økologiske nye og gammelkendte producenter, såsom Hanegal, Poppelgris, Urtekram, Claus Meyer Mel, Solhjulet og Aurion.
Fristaden, Christiania, som i mere end 40 år har været både elsket og hadet, eksisterer endnu. Turisterne vælter ind her knap et halvt århundrede senere, hvem skulle nu have troet det?
På mange danske hospitaler tilbydes akupunktur og zoneterapi, det, som engang lettere hånligt blev betragtet som alternativ behandling for hippier og andre småskøre individer.
Vi har en tendens til at håne og latterliggøre al det, der endnu ikke er mainstream eller det, vi ikke forstår. (Jeg har stadig et billede på nethinden af de to SEAS folk, der sad i mit køkken for mere end tyve år siden, og skreg af grin over vores økologiske mælk).
I en af gratisaviserne står en artikel om en skræmmende nedadgående kurve for danskernes madlavning. Vi(!) ofrer mindre og mindre af vores sparsomme tid på at lave mad fra grunden, køber flere og flere færdigproducerede madvarer, og er i alvorlig fare for at miste kontakten til vores egen madkultur. Statistikken, der henvises til, viser et fald fra 28 til 32%. Så er det min medfødte skepsis i forhold til tal og statistikker får mig på dupperne.
OK så, men det betyder altså, i forhold til den påståede situation, artiklen henviser til, at der er 68% af befolkningen, der ikke – gør hvad? Laver mad overhovedet? Ingenting spiser? Eller stadig laver mad fra bunden? Hvis man er seriøst bekymret over en tilsyneladende nedgang i vores holdning til madlavning, ville jeg da kaste mig over tallet 68 procent.
Jeg oplever nemlig en stigende lyst hos folk til kvalitetsråvarer, til at sylte, til at bage, til at lave mere sund og varieret mad. Et stigende antal gårdbutikker, hvor man sælger kød og grønt, et stigende antal små mejerier, bryggerier og små lokale frugtplantager. Hvordan hænger det sammen?
Jeg hørte forleden et foredrag om klodens klima, økonomi og konflikter, som, ifølge foredragsholderen, hver især følger kurver med regelmæssige intervaller. Når de kurver, en meget sjælden gang i historisk perspektiv, er sammenfaldende, viser det – ifølge forskerne – muligheden for et kvantespring af dimensioner.
Da han bliver spurgt, hvorfor vi ikke over hele kloden interesserer os mere for den mulighed, svares der:
PENGE - MAGT - EGO - VANER
Derfor kan man med rette spørge sig selv, hvorfor vi bliver ved med at hoppe på den limpind? Hvorfor er det en god historie, at der kan påvises en nedgang i vores madvaner, imens der ikke står en disse i artiklen om det modsatte?
Sådan har vilkårene for forandringer altid været, men vi har da heldigvis lov til at blive klogere. Man behøver ikke være hippie, have fået en diagnose, eller blive betragtet som en særling, fordi man stiller spørgsmål. Tænk hvis Danmark kunne blive berømt for også at være et land, hvor indbyggerne er åbne for nye tiltag, ikke bare de teknologiske, men i det store hele, i alt hvad der rører sig. Før eller siden er der store chancer for, at alle de såkaldte skøre ideer og indfald bliver allemands eje. I mellemtiden ville det være dejligt, hvis vi kunne springe afvisningsfasen over og gå mere direkte til nysgerrigheden.
