NYE TIDER
Forleden hørte jeg en person efterlyse anvisning på, hvad man som karantæneborger kunne gøre, i stedet for at lade forbud rasle nedover befolkningens hoveder. Men folk, der bor i provinsen, kører i skoven, cykler rundt i landskabet eller går tur ved vandet, savner ikke rekreative områder.
Jeg stiller til gengæld spørgsmålstegn ved den model, mange eksperter, økonomer og politikere er helt oppe på dupperne over. Lad os sætte hjulene i gang, så den danske økonomi ikke kuldsejler. Samme tankesæt verden over, fokus på nye værdier fylder ikke meget i medierne, trods Philip Fabers succes med fællessang.
Men HVA NU HVIS? vi netop ikke kan vende tilbage til det ”normale”? Lad os under alle omstændigheder revurdere vores værdigrundlag, om ikke andet så ift. klimaforandringer og verdensmål.
Der sendes mange dokumentarudsendelser om 2. verdenskrig i denne tid, for det er kun 75 år siden, krigen stoppede! Alle børn, der voksede op i 50erne har mærket virkningerne. Ligesom børn, der voksede op efter 1. verdenskrig, eller børn efter krigen i 1864, og efter delingen af Sønderjylland. Det virker som om, hver eneste generation er påvirket af tiden, der er gået forud på måder, man som voksen sagtens kan stille spørgsmålstegn ved, men måske ikke tænker så meget over.
Generationen, der voksede op i 70erne, har mange ting at sige om vores opførsel, værdier og adfærd. Om vores mange skilsmisser, hippietøj, demonstrationer og forsøg på nye livsformer. Barndommen er noget, der sætter sig fast, adfærdsmønstre vi ikke bare kan vifte af. Hver generation har åbenbart sloges med krigstrusler, for jeg gik i skole under Cuba krisen og var ung under Vietnamkrigen. Mine forældre voksede op både under 1. og 2. verdenskrig, og at fokusere på fred er ikke noget nyt. Men fokus er vel også at lade det nye gro, og ikke bare holde skarpt øje med det, vi gerne vil forlade?
Jeg har set luftfotos fra byer verden over, der på ganske kort tid viste markante ændringer i CO2 udslippet. Glædet mig over nyheder om menneskers øgede trang til at bage deres eget brød, spille brætspil med hinanden og høre radio. Jeg tilhører den heldige generation, der hjemmefra lærte at spare, som de voksne sagde, at økonomisere med ressourcerne.
Jeg så mænd balancere genbrugsbrædder på cyklerne til selvbyg i kolonihaverne. Min mor kom hjem fra arbejdet med kufferter fyldt med nyvasket brugt tøj isat små prisskilte. Jeg så aldrig andet end nyvasket, nystrøget brugt tøj, jeg selv kunne få lov til at vælge. Andre gange returnerede hun med en kuffert fyldt med brugte strikvarer, som hun udvalgte efter garnkvalitet og farve, trevlede omhyggeligt op, viklede omkring en spisestuestol, hvorefter det blev håndvasket igen, og hængt til tørre i badeværelset. Garn var rationeret, og kvinderne i min familie havde altid et håndarbejde i hænderne. Jeg husker kun at være klædt på i en af mine mors mange kreationer barndommen igennem.
Frugt var ikke noget, der lå i skåle, så man kunne lange til fadet døgnet rundt, og sodavand var en sjældenhed, købt hos Sct. Paul (en gade sælgerbil fra et bryggeri i Århus), der ligesom dagens Hjem Is kørte rundt i gaderne. Vi hoppede som lopper, når lyden af bilen kørte ringende igennem gaden. Min mor tog pungen frem og skejede ud. Nederst bag i køkkenskabet stod de sodavand, der var rationeret hjemme hos os, og Coca Cola var en voksendrik, forbudt for børn.
To generationer senere sælges sodavand i 2 liters flasker, vi har containere på p-pladserne til brugt tøj. På genbrugspladsen sorterer vi vores affald, og det flyder med hårde hvidevarer, brugte pc’ere og mobiltelefoner. Vi er blevet gode til både at sortere og genbruge noget af vores affald. En stor del havner alligevel i en anden verdensdel – briller, legetøj, tøj og udtjent teknologi. Samtidig køber vi nyt af det hele, produceret af billig arbejdskraft udenfor Danmark.
Ret nærliggende at spørge, hvad det er, især de unge savner under Coronakrisen? De har Iphones, Ipads og pc’ere, De har adgang til YouTube, Instagram og Facebook. De kan downloade hvad som helst, og købe resten på nettet.
Vi kan tage livet tilbage, og vi behøver ikke spørge nogen først.