År 2020
En stor del af os har haft mange oplevelser i 2019, vi gerne ville have været foruden. Det har mere end nogensinde været året med mange begravelser, svære sygdomme og voldsomt vejr. Uanset hvilken tro på fremtiden, vi har, er vi ret enige om, at vi er midt i store forandringer.
Som forfatter er jeg selvfølgelig optaget af sprogvendinger. En selvopfyldende profeti er ikke et begreb, jeg har opfundet. Men det stemmer overens med mine egne oplevelser. Ved du for eksempel hvor ofte ordet katastrofe bliver brugt om fremtidens klima? Hvor tit ordet frygter bruges i mediernes nyhedsformidling?
Ingen af os kan spå om fremtiden, men hvordan kan man frygte det værste og håbe det bedste? Håbet og det positi-ve fremhæves ikke så ofte som det negative.
Jeg har tit undret mig over de betegnelser, vi hæfter på bøger og film. Hvorfor kaldes de mange selvbiografier/romaner, skrevet af mænd, ikke selvdestruktiv bekendelseslitteratur, når både film og bøger (ofte skrevet, læst og set af kvinder) kaldes feel good genren? Hvor stammer den betegnelse fra?
Jeg møder flere kvinder, der er stået af mediernes nyhedsformidling. De er trætte af at blive stopfordret med negativitet, forklædt som nyheder. Derfor dukker der mange nyhedsbreve op, der udelukkende fokuserer på det positive.
Jeg ved ikke, hvem der vil forsvare, hvorfor det er af større nyhedsværdi at følge Britta Nielsen hele vejen igennem sølet, end at berette om de gode tiltag, der skabes overalt på kloden. Der dukker dagligt eksempler op i min indbakke på positive nyheder, men jeg slukker stadigvæk prompte min radio, når jeg hører jinglen, hvor en stortromme indleder radioavisen, en gang i timen.
Vi er blevet så vant til at pejle efter bekymringer, som noget, der skal fikses. Radaren kører 360 grader rundt for at søge efter mangler, vi kan kaste os over. Det gælder om at finde fejl, og bruge energi på at handle. Hvor ved jeg det fra? Fordi jeg ofte gør det selv!
Forslag til nytårsfortsæt: Ignorer negativitet og fokuser på glæde. Hvorfor skulle FN udnævne den 20. marts til Glædens Dag, hvis hele verden glædes på daglig basis? Vi har i den vestlige kultur, vænnet os til at fokusere på krig, smerte, ulykker og klimaforandringer, så vi overser alle de muligheder for glæde, der findes i livet. Vi går på kursus i nærvær og opmærksomhed - Mindfullness. Vi bruger penge, energi og tid på at gå på kurser for at lære at forbedre vores livskvalitet.
Imens glider den ene dokumentar efter den anden henover skærmen, hvor Sisse Fisker og Billy Weir besøger ”blue zones”, som er områder i verden, der stadig dyrker enkelthed, hverdagsglæder og nærvær.
Steder, der ikke giver indtryk af, at de behøver én enkelt dag om året udnævnt til glædens dag for at mærke, at livet også er godt. De mennesker oplever ikke færre sorger og sygdomme end alle os andre, men de dyrker glæderne mere.
Der er forskel på at give slip og resignere. Den store forandring sker, imens vi lige er smuttet rundt om hjørnet. Alt handler om timing. Et enkelt menneske trykker på en knap, og rammer plet indeni os alle sammen. Bare en enkelt Greta Thunberg, så er den hjemme. Vi stræber efter glæde, det skal bare først blive moderne.
Hvad er alternativet?
”Each of us chooses, by our way of attending to things, the universe, we inhabit, and the people we encounter” Optimist Daily