Dette citat har jeg tyvstjålet fra en tv-udsendelse, og brugt i et selvportræt.

I går eftermiddags lyttede jeg, lidt træt i ørerne må jeg indrømme, til en genudsendelse i radioen på P2 ” Aftryk”, der handlede om kunstneren Anna Syberg. Hun var maler, gift med Fritz Syberg, og præcis som i de forgangne(!) tider var kunstneren i familien, Fritz; og han fik derfor fik al opmærksomheden, både af anmeldere og købere. Selvfølgelig var Anna kvinden, der fødte 7 børn, og sandsynligvis har hun  haft meget om ørerne! Men hendes kunst og breve er der alligevel bevaret for eftertiden, og udsendelsen fik mig op i omdrejninger, fordi for mig handlede den ikke blot om hendes kønsrolle, men i høj grad også om hendes kunstneriske valg, som blev betonet som et valg, hun måske foretog, netop fordi kvinderne dengang (Anna var på alder med min mormor!) IKKE kunne komme ind på kunstneriske uddannelser, ej heller blev indkøbt i stor stil. Som om! Men det, jeg hæftede mig ved, var, at Anna Syberg’s stil med akvareller tydeligt afspejler hendes manglende uddannelse, i og med hun ikke brugte de gængse akvarelmetoder, man anså for at være de ”rigtige”.

Det, synes jeg, selvfølgelig er interessant, al den stund, at jeg selv betegnes som autodidakt (selvlært) kunstner og derfor har svært ved dels at blive accepteret og dels at blive indlemmet i foreninger, der har uddannelse som optagelseskriterium.

Måske du kære læser, har ligeså mange færdigheder som jeg, og heller ikke er uddannet hverken landskabsarkitekt, billedkunstner, grafiker, fotograf eller lignende fag, der kunne give dig adgang til en forening, hvor dine ligesindede allerede er optaget. Det gælder ikke blot for kvinder, selvom jeg ikke vil lægge skjul på, at jeg i høj grad fnyser over den magt, der ligger til grund for afvisning af kvinder i mange, mange sammenhænge. (Jeg er også fra den generation, der stadig husker, at en kendt mand, slap ad sted med at ”påvise”, at kvinders hjerne er mindre end mænds og derfor……)

Jeg synes, emnet livslæring er interessant, fordi det måske kan dække over alle de talenter, jeg i mit liv selv har tillært, uden at gå på en skole, tage en uddannelse eller på anden vis kan dokumentere, at jeg skam ved meget om roser og tomater, om fotografering, om madlavning og bagning, om planter og om billedkunst. Jeg er nemlig typen, der prøver og prøver og prøver igen, indtil jeg opnår et - i mine øjne - godt resultat. Hvadenten det gælder at stiklingeformere roser, dyrke tomater, bage rugbrød, male malerier, lave Artist Books eller sågar male akvareller. Det sidste voldte mig en del kvaler, bl.a. fordi jeg lagde øre til, hvordan jeg skulle udføre dem, og ikke, som jeg endte med selv at gøre, at male små billeder, jeg selv syntes var ok, men som ikke var den rigtige metode.

Undervejs kedede jeg mig bravt, hvis jeg for eksempel skulle ”udfylde” en græsplæne, vores høns går og græsser på. At jeg langt om længe lærte det på min egen måde, var måske ikke engang tilfældigt, men mere en erkendelse af, at jeg jo selv bestemte, hvornår et resultat var godt eller skidt. Derfor endte jeg med at opgive den gængse måde at male med akvarelfarver på, og finde ind til glæden ved at male! I al hemmelighed forstås, og kun til glæde for mig selv. I mange år har jeg accepteret, at jeg ikke kunne tegne, men også den glæde, fik jeg opfrisket, ved at acceptere mine udtryk som gode nok.

Jeg vil vædde med, at jeg deler oplevelser med mange billedkunstnere, musikere og skuespillere, for nu bare at nævnte et par stykker, der helt sikkert både kan skabe billeder, spille og synge samt spille en rolle uden at have gået på skole først. Dermed være ikke sagt, at al undervisning er dømt ude, et par fif eller to er som regel velkomment, men at blive undervist i årevis er absolut ikke garant for at ende op med et talent, vi ikke kan undvære.

I går lærte jeg altså for alvor, hvad det kan betyde, når vi som personer SELV uddanner os i de discipliner, vi ikke kan holde os væk fra. Hvad enten det gælder gode mekanikere, urmagere eller mennesker, der har hænderne skruet godt på, som vi siger, så er det langt fra sikkert, at de har lært det ved at gå i skole!

Men tankegangen er hverken maskulin eller feminin, snarere en tillært adfærd, vi alle sammen tilsyneladende er blevet påvirket af, for jeg kan personligt ikke sige mig fri! Det har taget mig en rum tid at erkende, både at jeg er god til flere discipliner, end jeg er klar over, og at mine ”mangler” langt fra skyldes, at jeg ikke har en uddannelse indenfor feltet, men mener, jeg bør gøre noget, jeg glædes over. Snarere at jeg ikke kan lade være med at udføre det konkrete, eller i modsatte tilfælde ikke gider/orker at gøre, som man ”bør”. Vi har i vores kultur lært sætningen Hver fugl synger med sit næb, men ikke nødvendigvis at acceptere påstanden.

skrevet den 10. marts 2023