Hvorfor mon?
Min ægtefælle har givet mig et kælenavn, Says Who?, bl.a. fordi jeg stadig studser over den sammenhæng, der i min øjne ligger til grund for min adfærd og kælenavnets berettigelse lang tid efter, jeg har undret mig.
Jeg fik en mail med spørgsmålet om vores gamle frugttræer i haven sandsynligvis ikke er modificerede, og om der kan være en sammenhæng imellem udtalelsen fra en læge(!) om, at engang for mange år siden fik man C-vitaminer nok fra én appelsin, hvor man i dag skal spise ca. 8 stk. for at kunne optage sammen indhold?
Først afviser jeg tanken, fordi jeg dels ikke tiltror kostindustrien at have bagtanker, men et par dage efter dukker mange billeder op i mit hoved.
For eksempel blev vi på en pilgrimsrejse i Afrika, tilbudt appelsiner, og vi spiste allernådigst een hver. Dels drev saften nedad tøjet, og dels var frugten smækfuld af kerner. Vi lod desværre resten af frugterne ligge, ingen spiste flere af dem.
Dernæst dukkede min for længst afdøde mors brok over danske æblers skæbne I EF op, som jeg ved selvsyn konstaterede i 1979, da jeg var på rundtur på en dansk ø. Alle æbleplantager var forladt, og æblerne hang uplukkede tilbage på træerne, plus jorden under var dækket af rådne æbler!
Så studser jeg over, at mit lokale supermarked hvert år er begyndt at sælge kæmpestore jordbær i februar måned, og lederen af grøntsagsafdelingen påstår, at de skal sælges, fordi kunderne vil have dem.
NU begynder min hjerne at snurre. Sker det samme med overmodne tomater og krumme agurker? At vi som forbrugere fravælger de grøntsager, fordi tomater ikke kan holde sig længe, og en krum agurk ikke er ”pæn”/kan sælges? Enhver drivhusejer ved, at agurker selv bestemmer, om de skal være lige eller krumme.
Sker det samme for frugten i de danske haver? Hvorfor fravælger børn æbler med brune pletter og pærer, der kan have skurv på skrællen? Havde min afdøde mor en pointe?
I Indien har en koncern tabt en retssag om patent på frø! Dr. Vandana Shiva har kæmpet en utrættelig kamp imod frøpatenter, hvilket ikke er gået min næse forbi.
MEN jeg har ikke tænkt over, om vi mennesker mister vigtige stoffer fra vores mad, hvis grådige producenter fortsat avler på madprodukter såsom bær og grønt. Måske ligger grådigheden gemt et helt andet sted, end min opmærksomhed har været rettet imod?
Jeg har for flere år siden lavet en Artist Book ”Seed of Life” i protest mod frøpatenter, og været meget omhyggelig med at et par stiklinger fra genboens fine hindbær ”Autumn Bliss” ikke overtog mit hindbærbed med gamle hindbærsorter, og jeg har aldrig nogensinde købt flotte jordbær i mit lokale supermarked i februar måned. Som haveejer ved jeg, at der er sæson for alle frugter og grøntsager: Blommer, æbler, pærer og bær. Ligeså majs, ærter, kartofler og salat. Men jeg har været optaget af, at mine indkøbsvaner skulle afspejle den viden, og ikke tænkt over sammenhængen imellem alt det grønne, jeg slæber med hjem, eller henter i vores egen køkkenhave og de penge, vi spenderer på kosttilskud i lange baner.
Vi kan jo stille os selv spørgsmål om, hvem der tjener på æbler i samme størrelse, ukurante agurker, der kasseres, eller hvorfor børn ikke mere vil spise frugt fra haven, der bestemt ikke ligner supermarkedets ”fejlfrie” æbler, pærer og blommer. Og hvorfor importerer vi blåbær fra Chile, eller hvidløg fra Kina, hvis de kan gro i Danmark?
Bæredygtighed er bestemt ikke kun fravalg af udenlandske varer, men i høj grad også kendskab og viden om avl, modificering og transport af madvarer. Hvorfor lader forbrugerne sig nøjes med fine, flotte frugter og grøntsager, hvis prisen er, at den såkaldte skønhed fjerner mange vitaminer under produktionen, så vi også investerer penge i vitaminer og kosttilskud?
