Stiller vi for få spørgsmål?
Jeg har i lighed med mange pensionister netop modtaget 1.000 kr. fra Staten, et bidrag vi får, for at ”holde hjulene i gang”.
Da jeg var barn i 60erne begyndte velfærden at stige. Vore forældre var unge i 30erne, voksne i 40erne, og havde småbørn under 2. verdenskrig – der var ingen ferier i udlandet, mangel/rationering på alt fra strikkegarn til kaffe langt op i 50erne. Selvfølge-lig nød de den stigende velfærdskurve, trods at velstand med tiden blev forvekslet med velfærd. Mad på bordet, vin og øl i glassene, kaffe på kanden. Ingen skyderier i mørket, ingen henrettelser, bare fred og ro. Så blev min generation voksen i 70erne, og utilfredsheden steg hos mange af os, vi brød os ikke om materialismens konsekvenser.
I dag trækkes der på skuldrene ad hippiekulturen, fri sex og hash i rigelige mængder, glemt er protesterne imod kønsroller, atomkraft, og sympatien med de strejkende porcelænsarbejderne, BT klubben og Epoxyarbejderne.
Når vi ser Rigtige Mænd på DR, trækker vi på smilebåndet over den accept, der tillægges rigtige hjem med alt, hvad der hører til af plænetraktorer, teknologi og store biler. Robotplæneklippere og robotstøvsugere er blevet allemandseje, og i boligblade og lokalaviser annonceres med fjernsyn og kaffemaskiner til priser, der i 90erne var nok til udbetalingen på et hus.
Hvilke hjul er det, vi skal holde i gang? Hvor er vi på vej hen? Taler vi om klima, også her?
Hvis vi er bevidste om, at antallet af gamle stiger proportionalt med sundhed og levevis i årene fremover, hvorfor sparer vi så ikke sammen til deres pensioner? Hvorfor prioriterer vi anlæggelse og vedligeholdelse af motorveje og broforbindelser til brug nu og i den nære fremtid, og glemmer at tage stilling til konsekvenserne?
Den teknologiske udvikling startede ikke i hverken vores eller vore forældres generation, måske ikke engang i midten af 1800 tallet. Men den er resultatet af at vende ryggen til konsekvenser og den reelle pris for robotplæneklippere, kaffemaskiner og de store behagelige, designede biler, der kræver plads, asfalterede veje og fremkommelighed. Vi prioriterer transport i et omfang, så få stiller spørgsmålstegn ved hver families ret til at have to biler stående på matriklen.
Vi udregner varer i CO2 udslip, men gør vi det fra A-Å?
1) Hvordan udregner man udslippet på et par cowboybukser?
2) En lille dåse tomatpuré?
3) En lommelygte med batteri?
4) En designersofa?
5) Et kilo æbler fra Sydeuropa?
6) Eller to lammekoteletter fra New Zealand?
Kender vi konsekvenserne af vore valg?
Jeg har reflekteret en del over, hvordan jeg skal reagere over de 1.000 kr., jeg har ”fået” af Staten.
Skal jeg returnere dem med et begrundet afslag?
Eller skal jeg lægge dem til side til tider, hvor jeg måske får brug for at ansøge om hjælp til tandlægebesøg, havehjælp, transport eller rengøring?
