TALMAGI

Talmagi har fået en ny betydning: 

• Hvor billigt kan jeg købe det?
• Hvor få minutter behøver jeg at bruge på madlavning?
• Hvor gammel er du?

For alle 3 gælder det, at de laveste tal er de bedste, middel er blevet et fyord. Vi har tidsmålere på det hele, kaffebrygning kan laves på en tidsindstillet maskine, så vi kan vågne til duften af frisklavet kaffe. Man kan gå rundt med en dims, der måler søvn- niveau og motionstal for konstant at være i duel med sig selv.

Borte har taget den midterste del af talrækken, ingen vil have middelkarakterer, alle vil have nul transporttid, højeste score og indsatsmål, når det gælder sport, arbejde og madlavning. Der er prestige i at betale enorme summer for en designertaske, en sofa eller et ur. At brygge kaffe selv anses som et tegn på overskud, hvis det vel at mærke tager en krig. Bager man sit eget brød, skal det laves på en surdej, der er gået i arv fra familie eller venner, og kan dateres mange år bagud. Hvis man laver middagsmad fra bunden, er det ok, bare det er simremad, og kan man finde ud af at koge sin egen Bordelaise sauce på rygmarv i rødvin, er det sublimt. Pasta er enten takeaway, eller man laver det selv på en nylig indkøbt pastamaskine. At grille er et must, men prisen skal være rigtig – nemlig høj.

Din grill skal helst ligne udstyr fra et professionelt udekøkken eller en Ufo, der er landet på din græsplæne i løbet af natten. Hvis du ikke har hverken lyst eller penge til det, kan mindre gøre det, hvis du nøjes med meget mindre. Less is more er blevet mainstream. Et bål med en gammel bagerist er helt ok, men ikke en engangsgrill, det er dårligt for miljøet.

Livet er blevet en stor konkurrence, de mest sete tv programmer er Mesterskaberne, Bagedysten, Hammerslag eller Danmarks bedste bonderøv. Jeg ser frem til den dag, hvor et dommerpanel udbryder

- I er lige dygtige, derfor må I allesammen deles om 1. pladsen!

Imens jeg har brugt tid på at dyrke mine egne jordbær og kartofler, er det blevet et hit at være gammel. Ikke bare gammel som jeg selv, men helt utrolig gammel. Jo nærmere de 100 år, jo bedre. Hvis du stadig kan bevæge dig uden hjælpemidler, ikke har mistet fornuften, og klarer dig uden hjælp i huset og haven, så er du i gruppen, der kan komme i fjernsynet. Det samme gælder unge mennesker, jo yngre jo bedre. Hvis du vil dyrke sex for åben skærm, er villig til at tale om dit stofmisbrug, er en alkoholiker, der klarer din hverdag på trods, eller vil finde dig en livspartner under vores overvågning, så er du oplagt til din egen tv-serie.

Livet skal leves i stor konkurrence – uanset prisen.

Vi taler en del om, hvor mange skærmtimer børn – og deres forældre ikke mindst – bruger på tv, Ipads, og deres mobiltelefoner. Det handler om at tage tid på sit forbrug, ikke hvordan det påvirker vores adfærd. Det er legitimt at bruge sin mobil non-stop, imens man lufter hunden,  babyen i barnevogn, går på gaden eller er på cafe med en, man kender.

Hvordan det påvirker vores livskvalitet at være parat-start-klar 24-7, er ikke så interessant som, hvor mange timer, vi glor på en skærm.

Jeg kom til at tænke på tallene og deres betydning for vores liv forleden, da jeg hørte en radioudsendelse i P1 om digitale medier og overvågning. Om hele verdens afhængighed og giganternes misbrug af vores tillid.

Spørgsmålet er, om vi reelt er så magtesløse? Har vi overvejet, om vores forbrug af teknologi er blevet en vane, eller en livsnødvendighed? Gør alle vores dimser os meget lykkeligere, eller har vi vænnet os til afhængigheden? Kan vi se os rundt i hjemmet og tælle, hvor mange maskiner, vi har anskaffet (inklusive alle de trådløse), og indrømme, hvor mange, der øger vores livskvalitet?

Det er lidt uhyggeligt, at man på så få årtier kan få en hel klode med på samme forbrugsmønster, uden at nogen stiller spørgsmålstegn ved det. I 1968 steg tallet af mennesker rundt om i verden, der protesterede over krig og magthavernes rolle. Det skete indenfor en bestemt tidsperiode i både Europa, USA og Asien. Uden vi dengang havde hverken Internet eller mobiltelefoner. Rupert Sheldrake med sine teorier om det morfogenetiske felt (en form for kollektiv hukommelse) har ikke levet forgæves.

Jeg tilhører ikke dem, der tror, man kan forudse fremtiden ved at gå nutidens tendenser efter i sømmene. Jeg har levet længe nok til at se forandringer brede sig, både de forudsigelige og dem, der ter sig som steppebrande. I hvert fald sætter jeg min lid til, at vi også i fremtiden når et mæthedspunkt, hvor vi begynder at stille spørgsmål til os selv a la

Gør dette køb mit liv bedre?

Er det egentlig rigtigt fedt at mose rundt i gadebilledet iført head set og lytte til det liv, jeg ikke befinder mig midt i lige nu?

Hvis jeg ikke kan se en sammenhæng imellem alle mine flyrejser og miljøpåvirkningen, hvem er det så, der skal indse det?

Er det en reel lykkefølelse, jeg opnår ved at spille computerspil for 5. dag i træk hele aftenen?

Passer det, hvad alle reklamerne påstår?

Er vi virkelig skabt til at gemme os i mængden, eller ønske at skille os ud? Helt ud?

Er begreber som middel, godt nok, ok og brugbar ved at blive slettet af ordbogen?

Jeg har engang hørt Hue-Madsen sige

Det eneste middelklassen ønsker sig er fred ….. og en kummerfryser.

Er det sandt?