TID

Som mennesker har vi allesammen et problem med tid! Mit består i, at jeg bliver hurtig stresset, når jeg er sammen med mange mennesker, der uden at sige et kvæk sender stress energi rundt i rummet. Fordi jeg er super sensitiv kan jeg sagtens mærke andre menneskers energi, som jeg bliver påvirket af. Især den med tiden.

Det er længe siden, jeg forlod bankautomaten og måtte overlade vores ærinder til min ægtefælle. Jeg blev meget stresset af at blive åndet i nakken af de personer, der stod i kø bag mig. Hvis jeg valgte at træde til side, og undskylde for at lade dem foretage deres ærinde, kom der blot flere til i køen, der ventede på MIG! Det samme sker desværre på vore indkøbsture, og vi bor ikke engang i en storby. Men smitten spreder sig åbenbart, for uanset om vi er i et supermarked, eller blot een butik, oplever jeg næsten hver eneste gang personernes utålmodighed - uanset hvor ofte jeg viger tilbage for at lade andre komme foran mig.

Så TID er åbenbart også blevet en mangelvare. Jeg har set og mærket det komme over en lang periode, og er måske derfor ekstra opmærksom på, hvordan mennesker reagerer, også når de besøger mig/os. Langt de fleste taler om, hvor travlt de har, og hvor meget de skal nå, eller også udsender de "bare" stressenergier, som jeg desværre reagerer på.

Hvis vi gerne vil have en bedre verden, og det er i min optik ikke det samme som, at alt der føltes godt i fortiden, bare skal blive sådan igen! så gælder det ikke kun klimaet! - vi bliver tvunget til at "bruge tiden" til det, vi virkelig ønsker for os selv.

Jeg tror på, at vi skal revurdere vore værdier, vores stræbsomhed og dermed også de handlinger, vi bruger vores tid på.

Hvis alle vore ønsker, forbliver ønsker og ikke en omprioritering af vores handlinger, handler det bl.a. også om TID!

TID er ikke noget, vi får ved at ønske os mere af den. TID er noget, vi tager!

24.5.23