Det hænger ovenikøbet sammen, for kodeordet er forbrug. Man skulle tro, at alle har indset, at øget forbrug, flere penge og materielle goder ikke er garanti for mere lykke. Men man skal heller ikke være blind for, at det er meningen, vi skal handle, som vi gør!  Det er meningen, vi skal gældsætte os fra den tidlige voksenalder. Det er meningen, vi skal fortsætte i hamsterhjulet, og det er fremfor alt meningen, vi skal arbejde en vis del ud af bukserne i stort set hele vores voksne liv, til vi dratter om, få år efter pensionsalderen indtræffer, iflg. forsikringsselskabernes og pensionskassernes statistikker. Det holder aldrig op med at undre mig, når skiftende regeringer melder ud, at vi bliver nødt til at skære ned på de offentlige sundhedsudgifter, fordi vi lever så længe og bliver flere og flere. Det kunne da ikke komme bag på nogen, at de store årgange fra 50erne og 60erne, gik på pension i årene 2000 og frem? Hvorfor er de udgifter ikke medtaget i budgetterne, og skattekroner lagt til side, som hele befolkningen selv bliver bedt om at gøre?

Når film som The Joneses, Wall Street, Company Men og Bedrag viser livet bag kulisserne, der handler om alt det, vi ikke skal vide og høre om, udnævnes det til konspirationsteorier, som meget få mennesker orker at omsætte til en form for viden, man kan pejle efter. Under EF afstemningen i 1972 fløj det med trusler fra Jasigerne om, hvor slemt det ville blive for Danmark at være udenfor EF. Alle kneb blev taget i brug: En af landets store medicinalvirksomheder kaldte alle medarbejderne sammen, og fortalte, at hvis ikke Danmark sagde JA til EF, ville virksomheden blive tvunget til at flytte udenlands. I 1998 var der en del, der hoppede på truslen, der lå i et manglende genvalg af Poul Nyrup, og derfor følte sig pressede til at sætte kryds ved liste A. 

Listen er lang, jeg har set det meste før. Hvorfor blev Niels Meyer og Villy Sørensen nærmest grinet ud af scenen, da de i slutningen af 70erne lancerede begrebet Grænser for vækst?

Vi lever vores liv efter et udstukket regelsæt, vi næsten ikke fatter. Det er meningen, og derfor så helt utrolig svært at bryde med. Men noget kan vi ændre på. Nedsættelse af vores forbrug bringer ikke blot vores klima mere i balance, øger ligheden mennesker imellem, men det er også en vigtig faktor i vores liv, vi selv er herrer over.

I årene efter anden verdenskrig var der fiffige hoveder i USA, der ønskede at fortsætte en begyndende økonomisk vækst, som måske var startet allerede under krigens våbenproduktion. Fanny Flagg’s romaner om livet i de små byer er vidunderlig læsning, trods accepten af de støt stigende reklamefremstød – for bl.a. køb af husholdningsprodukter, supermarkeder og konserves. Befolkningens sult efter nye græsgange var så stor, at ingen så prisen, før det var for sent. Spørgsmålet er, om det var uundgåeligt. Forestillingen om lykken forklædt som materielle goder, bredte sig også til udlandet. Vokset op i en lille landsby udenfor København, genkender jeg den udvikling, der førte til den mega forandring, min fødeby i dag er havnet i. Sammenhængskraften i byen blev smadret totalt, splittet af to store omfartsveje og et indkøbscenter. Et hospital i en størrelsesorden, byen slet ikke kunne rumme, og som her fem årtier senere er dømt til lukning.

Alle os, der voksede op i 50erne og 60erne, husker den iver, hvormed vi kastede os alt det nye spændende, der var på vej. Lige indtil vi indså, at alt har en pris. Også den enkelte families bil og sommerhus, som den livsnødvendighed, få kunne leve uden. Afbetaling blev helt acceptabel, og gældssætningen skudt i gang. Kritikere, der påstår min generations ødelæggende grådighed, har ikke læst i historiebøgerne. Mine forældres generation, som levede med eftervirkningerne af 30ernes finanskrise, og opfostrede børn under anden verdenskrig, blev helt naturligt ofre for den velstandsmodel.

I starten af 60erne gjaldt det kun økonomisk vækst og øget velfærd, der blev forvekslet med velstand. Penge blev det altomfattende parameter. Grådighed er ikke en nutidig opfindelse, den trivedes også dengang i bedste velgående, måske mere skjult.

Engang for ikke længe siden kostede god kvalitet mange penge. Grænsen er udvisket for længst. Vi betaler stort set samme beløb for kvalitet og lort, der er meget dyre ting, der laves meget ringe. Det holder ikke kunderne væk. Genbrugspladserne bugner, genbrugsbutikkerne har brug for mere plads, og aldrig har der flydt så meget plastic i havene. Møbler, tøj, sko, legetøj samt brugt(?) teknologi hober sig op på alverdens lossepladser. Vi fortsætter vores forbrug, som måske kunne holdes lidt mere i ave, hvis lossepladserne lå lige udenfor vores egne vinduer.

Omdrejningspunktet for hele dette cirkus er forbrug. Det handler om at tage stilling og vælge. Et bedre klima, et bedre liv, mere tid og trivsel. Hvilket liv vil jeg gerne have? Hvad har jeg brug for? At omprioritere er på ingen måde nemt, men det kan lade sig gøre. Det handler om at finde ind til, hvad der betyder mest for en. At reflektere over sit liv, er ikke noget, man behøver vente med, til man ligger på sit dødsleje.

Det er nødvendigt at give det tid og plads til at folde sig ud: Følelsen af at have så meget styr på sin tilværelse, at man ikke føler sig som en marionetdukke fra man står op om morgenen, til man træt smider sig under dynen. Mit barnebarn spurgte for nogle år siden:

- Hvorfor er alle voksne altid så trætte?

Vi forveksler komfort med livsglæde, og tror, at jo mere, vi får ind i huset af ting, jo nemmere bliver tilværelsen, og jo mere tid får vi til sjovere gøremål.

Måske er den eneste form for kontrol, et menneske kan få i sit liv, kontrollen over sit forbrug og sin egen økonomi. Samt at bruge sin stemme på personer, der nægter at lade sine visioner påvirke af talmagi, statistikker og økonomiske vækstmodeller. Livet handler om trivsel, mere end om at beskytte sig imod trusler.