Verden vender
Er der noget, der kan få mine arme i vejret, er det, når gode mennesker får stemme i medierne. Det er ikke kun Greta Thunberg, der kan nå ud til offentligheden, det kunne, Nobelprismodtageren, Malala Yousafzai, også. To unge kvinder, der var modige nok til at lade deres røst høre. Da jeg for nylig hørte, at Marianne Williamson stiller op til præsidentvalget i USA i 2020, troede jeg først, jeg havde hørt forkert. Godt nok blev hendes navn nævnt i forbindelse med et nytårsarrangement hos Hilary og Bill Clinton for nogle år siden, men så forsvandt hun igen. Nu dukker hun op for fuld skrue, og siger ting, jeg ikke selv har turdet sige højt i mange år - om nogensinde.
Hvis du for bare et årti siden, forsøgte at tale om spiritualitet i forbindelse med politik, ville ingen have lyttet. Hvis du havde nævnt, at det er svært at se en sammenhæng i de prioriteringer, vi styrer vores samfund efter, havde de fleste trukket på skuldrene og tænkt: Sådan en gang hippieævl. Jeg husker stadig reaktionen, også i egne politiske rækker, da vi var nogle, der stædigt gentog, at det private er politisk, og det politiske er privat.
Selv ville jeg aldrig havde regnet dette ud på forhånd. Forestil dig, at bare een fremtrædende politisk figur i starten af 00’erne havde stillet sig op og sagt, at det, der skal redde vores verden, er kærlighed! Ikke engang Uffe Elbæk blev taget alvorligt af journalisterne, da han vovede pelsen, og stak hovedet frem for at sige, at nu må vi altså gøre tingene på en anden måde.
Det bekræfter sådan set blot det, vi ved i forvejen: Alt handler om timing. For 25 år siden var der ganske få, der efterlyste økologiske produkter i supermarkederne. I 70erne var det stadigvæk en udskældt og lettere hånet gruppe, der troede, at protester imod atomkraft, rettet imod benzingiganter og politikere, nyttede noget.
Marianne Williamson’s hovedpointe er, at vi står ved en gaffelvej:
Vi kan vælge frygt eller kærlighed. Én ting er sikkert, den vej vi vælger, giver mere af det samme!
Det føles som om, at muren er ved at skvatte sammen. Der er revner i accepten af, at udviklingen styrer og bestemmer fremtiden. Hvad vi gør lige nu, kan kun køre én vej - derudaf.
Men UDVIKLINGEN er ofte det, der fjerner os fra det sted, vi helst vil være.
Jeg læser mange bøger. Både faglitteratur om økonomi, demokrati, kvindepolitik, natur, have og hvad der ellers falder ned fra hylderne af interessante emner. Sideløbende læser jeg mange romaner, som stort set alle betegnes feel good litteratur, der yderst sjældent får anmeldernes opmærksomhed. Det gør feel bad litteratur til gengæld.
Derfor hæfter jeg mig ved, at Marianne Williamson taler om at rette fokus mod det, der virker! Modsat nyhedsmedierne, vil jeg sige. Hvad jeg ikke har gnavet mig igennem af romaner af Mauve Binchy, Akexander McCall Smith, Jenny Colgan, Jojo Moyes og Fannie Flagg – på engelsk! – for alle de romaner oversættes ikke ret tit. Forklaringen skulle være vores smalle sprogområde.
Men nu dukker Fannie Flagg’s bøger frem, for hendes romaner handler mest om små samfund i USA i 40erne og 50erne. Hvor glæde, samvær, nærvær og kærlighed fylder meget i hverdagen. Hvor alle kerer sig om hinanden, støtter, hjælper og desværre(!) også ender med at hoppe på udviklingsvognen, der kører sit tonstunge reklamegodstog henover landet. Hvor få kan gennemskue, hvad det må ende med. Nemlig, at de små samfund forlades, hvor butiksdød, indkøbscentre og behovet for materielle goder altid vinder til sidst.
Men alle de nævnte forfattere, der lader deres hovedpersoner udfolde sig, enten langt ude på landet eller i storbyer, har altid et sigte: At det gode liv handler om mening, sammenhæng, fællesskab og kærlighed. Hvorfor det anses for mindre litterært at skrive om livet, der leves godt og kærligt, har jeg aldrig fattet. Vi taler ikke om lyserøde indpakkede romaner, hvor hovedpersonerne (kvinder!) er 600 sider om at indfange en mand, og stort set aldrig foretager sig andet.
Tiden er kommet til at sige det højt, vi alle inderst inde ved, at kærlighed er det, der får verden til at dreje rundt. Intet overgår betydningen af kærligheden imellem mennesker. Vi har hidtil blot accepteret, at erstatte længslen efter mening og kærlighed med økonomidk rigdom, materielle goder og magt.
Over hele kloden smider folk sig foran et andet menneske, for at tage kuglen, der er på vej for at dræbe en anden. Det er forældre, børn, venner og ægtefæller og fremmede. Det ligger ikke i vores instinkt at dræbe andre. Vi ved, at de fleste soldater, der får ordre til at skyde et andet menneske, helt automatisk sigter forkert for at undgå at slå ihjel. Folk donerer organer til børn eller voksne, de elsker, og jeg har aldrig glemt den mand, der for mange år siden foretog et spring oppe fra fortovet ned på banelinjen, fordi han lige havde sat sin kone på et tog, der få minutter efter blev smadret i en togulykke på Vesterport Station i København.
Det er vores ansvar at vælge vore ledere, og behandle dem kærligt. Det er vores ansvar ikke at forvandle os til en flok kritiske aber, der altid ser negativt på omgivelserne, og ikke byder ind med noget selv. Det er heller ikke tilfældigt, at folk, der vender tilbage efter en nærdødsoplevelse, understreger, at kærligheden er det vigtigste i livet. At døende sjældent fortryder en tabt million, men er sorgfulde over tab af den kærlighed, de ikke har prioriteret.
Vi skal huske hinanden på, at store forandringer tager tid, og ofte føles som 3 skridt frem, og 2 tilbage. Men ingen af os ved på forhånd, hvornår vi virkelig rykker. Der er sikkert nogen, der allerede har beregnet forandringskurver, men jeg overraskes stadig, når vi pludselig befinder os i en næsten lodret opadgående kurve, som jeg tror, vi gør nu.
