Wisdomkeepers

er et vidunderligst nyt ord, jeg lige har lært. Det får mig til at tænke på den kultur, indianerne stammer fra, hvor store beslutninger træffes i samråd, og de ældstes meninger får en vis vægt, ikke at det nødvendigvis har en afgørende effekt, men helt bestemt en betydning.

Pudsigt at vi netop i denne Corona tid får påpeget, at de ældre er de svageste, og derfor bør vaccineres først. Som om vi ikke selv kan gennemskue, at alderen 60+ anses for både dyr og besværlig. Jeg har endda hørt generationen efter os udtale, at vi æder deres pension op, så de aldrig ”får råd” til at gå på pension, for de penge, bruger vi! Jeg erindrer desværre stadigvæk gamle mennesker i vores egen familie, der er blevet udsat for eksperimenter i stride strømme, både ved sygdom og død.

Nu er det ikke mit ærinde at skærpe tonen generationerne imellem, men også jeg har betalt skat og moms af hver eneste krone, der er gledet igennem mine hænder i mange år.

Pressen har tilsyneladende en kæmpe interesse i at skabe konflikter, således også at puste liv i den myte, der skaber interessemodsætninger imellem bedsteforældre, forældre, børn og og børnebørn.

Det er ikke ofte, jeg læser om alle de smukke oplevelser, jeg hører om i mit hverdagsliv. Børnebørn, der kaster sig i armene på bedsteforældre, unge voksne der ringer til deres forældre og grædende fortæller om problemer, der er minimeret, når telefonsamtalen er slut. Bedsteforældre, der viser fotos af glade, dejlige børnebørn til andre bedsteforældre, der høfligt lytter, fordi de genkender kærligheden og begejstringen fra sig selv. Voksne, der tilbringer oceaner af tid på at være mellemled for deres gamle forældre og myndighedspersoner, fordi de mener, at deres forældre fortjener både respekt og kærlighed.

Min drøm går ud på, at vi alle, børn, unge og gamle hører til i cirklen af beslutningstagere. At man i alle samfund lytter alvorligt til store og små. At børn får medbestemmelse over de 9-12 år, de tilbringer i skolen. Hvem af os husker ikke alle de situationer, der gik de voksnes næse forbi? Og alle de gamle, der har fejlet og været tvunget til at se deres egne fiaskoer i øjnene?

For 10 år siden skrev jeg bogen ”hearthunting” om den succes, vi stræber efter, men som i længden til vores egen overraskelse ligger et andet sted. Tit får jeg tanken, hvis jeg bare havde vidst, så..... Men måske er det hele meningen med vores liv? At vi skal prøve og kæmpe og forsøge fra en ny synsvinkel, for til allersidst at slippe tøjlerne og erkende, at det, vi sloges for, enten fandtes lige indenfor væggene eller havde en form, vi engang ikke tillagde værdi.

At have talent for noget: Musik, madlavning, billedkunst, havearbejde, natur, mekanik eller børnepasning betyder ikke, at vi skal tjene til dagen og vejen ved at udpine den evne. Al vores rigdom til trods, har vi fået økonomi på hjernen. Penge = Berømmelse = Anerkendelse = Magt = Tilfredshed.

Da jeg skrev bogen, og interviewede mange forskellige mennesker, var erfaringerne ens. Alle de succesfulde var kommet til samme konklusion, at følelsen af succes lå et andet sted, end de oprindeligt havde troet.

Derfor er jeg vild med det ord Wisdomkeeper. Jeg ville elske at sidde i en cirkel, hvor min indsats bestod i at være opmærksom, til stede og lytte. Og som en selvfølge at lade min egen røst høre, når jeg havde noget væsentligt at tilføje.

Såsom at vi alle har et talent, nogle har flere, men det betyder ikke, at man skal gøre det til sin levevej. Jeg blev spurgt forleden, om vi ikke har pligt til at udfolde de talenter, vi har?

Jo, men det kan vi da slet ikke undgå! Et talent er et behov, der presser på indefra. Da jeg for mange år siden underviste i maling, var der en elev, der virkelig elskede at male. Hun blev helt opslugt og sagde til sidst, at hvis hun havde haft plads derhjemme, ville hun male hver eneste dag resten af sit liv. Til hende fortalte jeg om malerne Carl-Henning Pedersen og Else Alfeldt, der som unge mennesker boede i en lille lejlighed i København. På skift enedes de om at gå tur rundt i byen med babyen, imens den anden ryddede spisestuen og malede løs.

Min drøm er også, at vi dropper længslen efter anerkendelse udefra, som altid måles i kroner og ører. Antal solgte bøger og billetter eller årsindtægt. At vi dyrker vores talenter og lader glæden vokse indefra.

HIP HIP HURRA!